Latinamerika - religion

Ca. 90% af Latinamerikas befolkning tilhører den romerskkatolske kirke. I praksis er der mange steder tale om blandinger af de oprindelige trosformer, fx shamanisme, og kristendom.

Katolsk mission foregik i takt med den spanske og portugisiske erobring af verdensdelen. Den spanske konge styrede formelt den katolske kirke i de spanskerobrede områder, men kirken udviklede hurtigt en selvstændighed, fik egne domstole og store landområder. Ofte var der konflikt om kompetencer mellem krone og kirke.

Kirkens folk optrådte som del af den ofte barske kolonisering, hvor indianerne blev tvunget til at arbejde for en godsejer og tvangskristnet. Tidligt protesterede grupper eller enkeltpersoner mod mishandlingen; "Er indianerne da ikke mennesker?", prædikede en dominikanermunk allerede i 1511. En franciskaner, Jacobo Daciano ('fra Danmark', d. 1567), forlangte, at indianerne skulle kunne modtage sakramenterne, dvs. betragtes som mennesker. Han rakte dem selv kommunionen (nadveren), men vandt ikke gehør for sit krav om, at de også måtte kunne blive præster. Den spanske dominikaner Bartolomé de las Casas havde stor indflydelse på de mere humane "nye love" fra 1542 (se leyes nuevas de indias). De katolske ordener dominerede i missionsarbejdet, først franciskanerne, dominikanerne og augustinereremitterne, fra 1560'erne tillige jesuitterne, der i meget lukkede missionskolonier, reducciones, i Paraguay beskyttede indianerne mod kolonisatorerne; jesuitterne blev uddrevet af Latinamerika i 1767.

Da kolonierne i 1800-tallets begyndelse blev selvstændige stater, blev kirken midlertidigt svækket. Den ejede jord, og kirkeledere kunne derfor opfattes som koloniale godsejere, som skulle bekæmpes under uafhængighedskampen. Især i Mexico var antiklerikalismen voldsom.

Med importen af slaver fra Vestafrika fulgte afrikanske kultformer, som var med til at danne nye blandingsformer i Amerika (se afroamerikanere).

Dobbeltheden i kirkens rolle i Latinamerika ses også i 1900-tallets anden halvdel, hvor kirken af og til har været i alliance med enevoldsregimer. Mest markant står dog befrielsesteologien, hvis praktiske arbejde for de fattige og undertrykte i perioder har været støttet af paven, i andre kritiseret. Kun Fidel Castros kommunistiske Cuba kan blandt latinamerikanske lande kaldes direkte kirkefjendtlig i nyeste tid; i midten af 1990'erne lagde Castro dog op til en tilnærmelse, og paven besøgte Cuba i 1998. I 1900-tallet har protestantiske bevægelser, ofte af mere fundamentalistisk art, bredt sig via mission fra især USA.