Latinamerikansk litteratur omfatter tekster på spansk, portugisisk, indfødte sprog samt kreolsprog (fx spanglish eller papiamento). De indfødte sprog har selvfølgelig været til stede før, under og efter europæernes ankomst i 1492. De er i dag officielle sprog i flere latinamerikanske lande og begynder nogle steder at få en institutionaliseret litterær produktion. Spansk og portugisisk er stadig de dominerende sprog, mens kreolsprogene har forskellige grader af anerkendelse og institutionalisering.

Latinamerikas litterære perioder

Sædvanligvis inddeles den latinamerikanske litteratur i følgende perioder:

  • Præcolumbiansk litteratur
  • Kolonitidens litteratur
  • 1800-tallet: Romantik, Realisme og naturalisme, Fin de siglo
  • 1900-tallet: Avantgarderne, Indigenismo, Boomet.
  • Fra år 2000: Den urbane realisme, kvindelitteratur, minoriteternes stemmer.

Den præcolumbianske litteratur

Det er klart, at de præcolumbianske samfund ikke opererede med et begreb om litteratur som stemmer overens med, hvad vi i den vestlige verden i dag forstår ved det. Dog kan man med en vis ret inddrage fx religiøse og mytologiske tekster under kategorien ”litteratur”, hvis vi forstår denne som et socialt fænomen, der kan give os anledning til undren og refleksion over den menneskelige eksistens’ tilbagevendende problemstillinger.

Hertil kommer dog en yderligere vanskelighed, som er, at de præcolumbianske kulturer ikke benyttede et skriftsprog som det latinske alfabet, men enten benyttede et system af piktogrammer, som aztekerne, eller, som inkaerne, et endnu ikke afkodet system af knuder på snore kaldet quipus.

Meget er gået tabt pga. erobrernes ønske om religiøs og politisk ensretning. Samtidigt er de vidnesbyrd om den præcolumbianske litteratur, vi har i dag, i høj grad givet ud fra europæernes nedfældning. De vigtigste kulturelle centre var Mesoamerika (sprogene náhuatl og maya) og Andes-regionen (quechua). Bevaret findes en række kodekser, mytologiske tekster (den mest kendte er nok mayaernes Popol Vuh), moralske refleksioner, historiske beretninger og poesi.

Disse tekster spiller fortsat en rolle for den nutidige latinamerikanske litteratur som en essentiel del af dette kulturområdes identitet. Af samme grund bliver de igen og igen inddraget i de nulevende forfatteres litterære produktion.

Kolonitidens litteratur

Med spaniernes og portugisernes kolonisering af Amerika opstod en righoldig krønikelitteratur, der beskriver den såkaldte nye verdens natur og mennesker. Dertil kom, at selvom den spanske krone havde forbudt at importere fiktionslitteratur til Amerika, blev forbuddet omgået. De amerikanske kolonier havde i rimelig grad adgang til den skønlitteratur, som blev produceret i Europa. Dette indebærer at den latinamerikanske koloniale litteratur følger den samme periodisering som den øvrige vestlige litteratur: renæssance, barok og oplysningstid.

Krønikerne

I begyndelsen blev krønikerne forfattet af europæiske skrivere – menige soldater og gejstlige – der indrapporterede til deres respektive øvrigheder. Fra Columbus’ rejsedagbøger og til beretningerne om Mexicos og Perus erobring er disse tekster – til trods for at de beskriver en invasion af indtil da selvstændige samfund – eventyrlige og fængende beretninger hvor mytologi, fantasi og virkelighed er vævet sammen.

Krøniken er blevet en latinamerikansk litterær genre, som den dag i dag lever i bedste velgående. Den er primært karakteriseret ved at være en subjektivt farvet rejseberetning, og den kan være på nogle få sider og op til bogformat i flere bind. Der er også eksempler på indfødte forfattere, der skrev krøniker. Et fremtrædende eksempel er Guamán Poma de Ayala, hvis Nueva Crónica y buen gobierno (ca. 1600-1615, Ny Krønike og God Regering) er adresseret til kong Filip 3. af Spanien og er en anklage af kolonisatorernes fremfærd over for den indfødte befolkning. Den er ydermere karakteriseret ved at være skrevet delvis på spansk og delvis på quechua.

Krønikerne og historiegenren er kolonitidens vigtigste prosagenre, som ofte indeholder, hvad vi i dag ville kalde fantastiske elementer. Den nye verden blev erobret, før fornuftstænkningen og den naturvidenskabelige mentalitet havde sekulariseret kulturen. Dermed blev det europæiske mytologiske tankegods projiceret over i det ukendte kontinent. Man troede fx at amazonerne, det oldgræske mytiske folkeslag, som kun bestod af kvinder, havde sejlet over Atlanterhavet og nu levede i den enorme urskov, som vi i dag kender som Amazonas.

Renæssancen

De oversøiske vicekongedømmer gav grobund for skabelsen af hofpoesi og -prosa ganske som i de europæiske renæssancehof. Man finder også, ligesom i den europæiske renæssance, kunstneriske episke digte. Blandt disse er det fremmeste Alonso de Ercillas La Araucana (1569), som omhandler krigen mod Araucana-folket i det, som i dag er det sydlige Chile.

Barokken

Under barokken finder man først og fremmest den mexicanske digter og nonne Sor Juana Inés de la Cruz. Hendes kunstfærdige poesi og skuespil blev berømmet i Spanien, hvor hendes værker blev udgivet og anerkendt af de fremmeste samtidige. Hun regnes den dag i dag blandt de allerstørste poetiske stemmer i den latinamerikanske litteratur som helhed.

En anden fremtrædende forfatter fra denne periode er Inca Garcilaso de la Vega, som med sine Comentarios reales de los incas (1617) skriver en Perus historie i to dele. Første del omhandler Inka-riget frem til spaniernes erobring, mens anden del beretter om tiden fra erobringen og frem. I en meget kunstfærdig barokprosa genfortæller han den mundtlige indfødte tradition, som han havde hørt fra sin mors adelige inka-familie. På denne måde nedfældede han inkaernes selvforståelse og historie. Desuden havde hans far, som var spanier og havde deltaget i Francisco Pizarros erobring af inka-riget, fortalt ham om erobringens faser. Endelig nedfældede han i dette værk også sine egne erindringer fra koloniens første tider.

Oplysningstiden

Oplysningstiden bibringer en gryende national bevidsthed om koloniernes egenart. Den begyndende journalistik, de lærde selskaber og frigørelsestænkningen vandt indpas og banede vejen for uafhængighedskrigene i starten af 1800-tallet. Simón Bolívar og Francisco de Miranda var to skikkelser, som ved overgangen fra 1700- til 1800-tallet førte denne frigørelsestænkning ud i livet.

Bolívar skrev taler, breve og tekster, som med deres utopiske indhold har givet næring til den latinamerikanske identitet op til i dag. Han er en nærmest mytisk skikkelse, som går igen i megen latinamerikansk litteratur (fx i Gabriel García Márquez’ Generalen i sin labyrint).

Francisco de Mirandas dagbøger er et vidnesbyrd om hans eventyrlige liv med rejser over hele Latinamerika og Europa. Han opholdt sig bl.a. en tid i København, deltog som officer i den Franske Revolutionære Hær og konspirerede i England for Latinamerikas frigørelse.

1800-tallet: Romantik, realisme og naturalisme, Fin de siglo

Efter uafhængighedskrigene i første tredjedel af 1800-tallet indfandt romantikken sig som den stærkeste litterære tendens i Latinamerika. Den kan berammes til at vare ca. 1830-1875.

Romantikken

På den ene side repræsenterer denne litteraturhistoriske periode ophøjelsen af lidenskaberne, drømmen og følelserne, og har dermed et kraftigt subjektivistisk islæt. På den anden side fremhæver romantikken også nationen, det lokale, traditionerne osv. Begge sider af romantikken optræder i den latinamerikanske litterære produktion.

Sædvanligvis sættes argentineren Esteban Echevarrías (1805-1851) Elvira o la novia del Plata (1832) som det første romantiske værk i Latinamerika. Der er tale om en roman der beskriver en lidenskabelig kærlighed som bryder med de sociale konventioner. De to nævnte tendenser i romantikken konvergerer i den brasilianske roman Iracema af José de Alencar, som både indeholder en lidenskabelig kærlighedshistorie og tematiserer den nationale identitets opståen.

En af de mere bemærkelsesværdige afledninger af den romantiske ånd i Latinamerika er gaucholitteraturen, opkaldt sådan efter den argentinske kvæghyrde kaldet gaucho. I tråd med romantikkens dyrkelse af folkeånden opstod en poesi, som omhandler gaucho’ens ensomme og barske liv, og som søger at gengive disse skikkelsers særegne sprogbrug. Det mest fremtrædende eksempel på la poesía gauchesca er det lange digt El gaucho Martín Fierro (1872 og 1879) af argentineren José Hernández. Der er tale om en fiktiv gauchos selvbiografi som igennem godt 7000 vers beskriver livet på pampaen. Dette værk er et af den argentinske nationallitteraturs klenodier og er blevet lovprist af bl.a. Leopoldo Lugones og Jorge Luis Borges.

Et andet fremtrædende argentinsk værk, som ligger i krønike-traditionen, er Una excursión a los indios ranqueles (1870) af Lucio V. Mansilla (1831-1913). Der er tale om en beretning om en militær ekspedition som forfatteren, løjtnant i den argentinske hær, blev sendt ud på for at forhandle en fredsaftale med de indfødte folkeslag i pampaen. Både denne krønike og Martín Fierro var reaktioner på det indflydelsesrige essay Facundo o civilización y barbarie (1845) skrevet af Domingo Faustino Sarmiento. I dette essay beskrives den vestlige civilisation som den eneste vej frem for den unge argentinske nation, mens de barbariske landområder var det som holdt landet i stagnation.

Realisme og naturalisme

Den realistiske og naturalistiske prosa er til stede i Latinamerika med navne som chilenerne Alberto Blest Gana (1830-1920), Baldomero Lillo (1867-1923) og Federico Gana (1867-1926) argentineren Eugenio Cambaceres (1843-1889), mexicaneren Federico Gamboa eller de peruanske forfattere Mercedes Carbello de la Carbonera (1845-1909) og Clorinda Matto de Turner (1852-1909).

Modernisme

I slutningen af 1800-tallet er den altoverskyggende figur den nicaraguanske digter Rubén Darío, som revolutionerede poesien på spansk. Han indførte den symbolistisk inspirerede modernismo i den spansktalende verden og fornyede det digteriske udtryk på spansk. Efter Darío er metrikken og klangbilledet ikke de samme i den spansksprogede poesi. Denne bevægelse bør dog ikke forveksles med den portugisisksprogede, brasilianske modernisme, der opstod i 1920'erne og var futuristisk orienteret.

1900-tallet: Avantgarderne, Indigenismo, Boom'et

I 1900-tallet skete der en eksplosiv udvikling i latinamerikansk litteratur, bl.a. under indflydelse af politiske omvæltninger.

Avantgarde

En del latinamerikanske forfattere opholdt sig i Paris i 1920'erne og 1930'erne, og de vendte hjem med inspiration fra europæisk surrealisme. Blandt disse bør den chilenske digter Vicente Huidobro (1893-1948) fremhæves. Han er ophavsmand til avantgarde-retningen Creacionismo og samarbejdede med kunstnere og forfattere som Pablo Picasso, Tristan Tzara, Juan Gris, Sonya Delaunay m.fl. Andre havde nordamerikanske forbilleder som William Faulkner og John Dos Passos.

Indigenismo

Indigenismo er en litterær tendens, som havde sit højdepunkt i 1930’erne og 1940’erne. Dog rækker den tilbage til tiden umiddelbart efter den europæiske kolonisering af Latinamerika og debatten om de indfødte folkeslags menneskelighed, som fx Bartolomé de las Casas var eksponent for.

Den peruanske tænker José Carlos Mariátegui (1894-1930) udfoldede en marxistisk inspireret teori om den andinske præcolumbianske kultur som en ”inkaisk kommunisme”. På linje med denne tænker opstod en omfattende litteratur, der havde til hensigt at anerkende de indfødte kulturer som gyldige alternativer til den vestlige kulturelle tradition. Navne som ecuadorianeren Jorge Icaza eller peruanerne Ciro Alegría og José María Arguedas er repræsentative og vægtige forfatterskaber inden for denne tendens.

Magisk realisme

Menneskets kamp mod naturen, politisk korruption, vold og racisme er nogle af de overordnede romantemaer, der ofte udfolder sig i den såkaldte magiske realisme. Her eksisterer virkelighed, myte og magi side om side, som det fx ses hos brasilianeren Mário de Andrade og de to nobelpristagere, colombianeren Gabriel García Márquez og guatemalaneren Miguel Ángel Asturias.

Anfægtelsen af rationalitet og orden er et karakteristisk træk i moderne latinamerikansk litteratur og kommer også til udtryk i argentineren Jorge Luis Borges' filosofiske noveller og essays, hvor selve fiktionen ofte er emnet. Julio Cortázar er en anden stor argentinsk forfatter, som blander det metafiktive med det ubevidste på overraskende og højt originale måder.

Lyrikken og dramatikken

Inden for lyrikken dyrkes mangfoldige retninger, fra det politisk agitatoriske til det raffineret formeksperimenterende digt. Peruaneren César Vallejo, den mexicanske nobelpristager Octavio Paz og den chilenske nobelpristager Pablo Neruda er eksempler på skelsættende fornyere af det lyriske udtryk.

Også den dramatiske genre oplever en blomstring, ikke mindst i Chile, Argentina og Mexico, hvor den dramatiske tradition er stærk. Henrik Ibsen, Bertolt Brecht og det franske absurde teater har været vigtige inspirationskilder. Men i øvrigt fremstilles eksistentielle og politiske temaer i stærkt varierende og originale former.

Post-boom

Efter det såkaldte Boom, som refererer til den latinamerikanske litteraturs internationale gennembrud i løbet af 1960’erne med navne som García Márquez, Carlos Fuentes eller Mario Vargas Llosa, er den litteraturhistoriske term Post-boom blevet indført. Den refererer til forfattere som Isabel Allende, Rosario Ferré, Manuel Puig, Severo Sarduy eller Alfredo Bryce Echenique (1939-).

Ligesom det er tilfældet med Boom'et, er det svært at tildele denne kategori nogle klare stilistiske eller genremæssige kendetegn. Der er tale om forfattere, som har udgivet værker af en vis vægt samtidigt med Boom’et. Der er med andre ord tale om forfatterskaber, som strengt taget lige så godt kunne være inkluderet i Boom’et, men som af udgivelsespolitiske eller lignende årsager ikke er blevet medtaget deri.

Fra år 2000: Den urbane realisme, kvindelitteratur, minoriteternes stemmer

Den nyeste latinamerikanske litteratur har ikke opnået samme grad af berømmelse som Boom’ets forfattere, dog med undtagelse af chileneren Roberto Bolaño. Der er her tale om et intenst og omfattende forfatterskab. Bolaño giver et billede af Latinamerika som ligger meget fjernt fra den magiske realismes ironisk-eksotiske fremstilling af kontinentet. Her ser man de tæt befolkede latinamerikanske storbyer med deres blanding af højeste modernitet og kulturel hybriditet, luksus og fattigdom side om side, vold, marginale eksistenser osv. Ligeledes udviser Bolaño en kosmopolitisk attitude der fører hans personer fra Latinamerika til Europa, USA og Canada mv.

McOndo

I forlængelse af Bolaño ser man litterære grupperinger, som følger i hans bane, fx bevægelsen McOndo (en ironisk reference til Macondo, den fiktive landsby hvor mange af García Márquez' fiktioner finder sted). Der er her tale om en tendens der tematiserer livet i de latinamerikanske storbyer med referencer til popkultur og dagligliv (vold, seksualitet, utilfredshed med ideologier osv.). Denne bevægelse gav sig offentligt til kende i 1996 med novelleantologien McOndo redigeret af Sergio Gómez og Alberto Fuguet.

La Generación del Crack

Hertil kommer La Generación del Crack. Denne mexicanske gruppe offentliggjorde i 1996 et manifest der udtrykte som formål at vende tilbage til kompleksiteten i litteraturen (eksperiment, narrativ polyfoni, ikke-lineære fortællinger osv.). Der er tale om forfattere af international og kosmopolitisk holdning, der ofte placerer handlingen i deres tekster uden for Latinamerika. Fremtrædende navne tilhørende denne gruppering er bl.a. Jorge Volpi, Ignacio Padilla eller Eloy Urroz.

Kvindelige forfattere og minoriteternes litteratur

De seneste årtier har set en markant fremgang af især kvindelige forfattere, men også af forfattere der skriver på indfødte sprog eller LGBTQ+ forfatterskaber. Den nyeste latinamerikanske litteratur er således meget præget af de aktuelt pågående debatter om feminisme, indfødte folkeslags og seksuelle mindretals rettigheder osv.

Denne litteratur repræsenterer seksualiteten – herunder især kvindelig seksualitet og LGBTQ-seksualiteter – på en meget direkte måde. Undertrykkelse, vold mod kvinder og seksuel vold er også meget fremtrædende temaer. Denne tendens repræsenterer i høj grad venstredrejningen i de latinamerikanske samfund i de senere år. Således kritiserer den racisme, politisk korruption, global neoliberalisme osv. Mere end kosmopolitisk er denne litteratur centreret om identiteter (kvinder, indfødte kulturer, afroamerikansk kultur, LGBTQ osv.).

Latinamerikansk litteratur uden for Latinamerika

Latinamerikansk litteratur findes ikke kun i Latinamerika. Der findes nemlig et anseeligt antal forfattere fra dette kulturområde, der er bosat permanent eller midlertidigt i udlandet (herunder også i Skandinavien). I USA eksisterer der således en ganske omfattende spansksproget litteratur, forfattet af puertoricanske og mexicanske indvandrere, der behandler sammenstødet mellem latinamerikansk og nordamerikansk kultur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig