Alberto Lleras Camargo, 3.7.1906-4.1.1990, colombiansk politiker, præsident 1958-62. Den liberale Lleras var flere gange minister, inden interne liberale stridigheder brød ud i 1946, da også La Violencia, en periode med udbredt politisk vold, begyndte. 1948-54 var Lleras generalsekretær i Organization of American States, og i 1957 var han med til at danne Den Nationale Front, som bestod af både liberale og konservative og havde til formål at afskaffe militærdiktaturet. Det lykkedes året efter, da Lleras blev præsident. Hans embedsperiode var præget af kampen mod volden.