Faktaboks

Augusto Pinochet

Augusto Pinochet Ugarte

Født
25. november 1915
Død
10. december 2006

Augusto Pinochet var chilensk militærdiktator i 1973-1990. Augusto Pinochet blev i 1973 udnævnt til øverstkommanderende for hæren under præsident Salvador Allende. Samme år blev han leder for det militærkup, der styrtede Allende og afskaffede retsstaten, og i 1974 han tog titlen som præsident.

Augusto Pinochets navn er nu associeret med massemord, tortur, politiske modstanderes forsvinding og undertrykkelse. Til gengæld lykkedes det ham at stabilisere Chiles økonomi via en streng neoliberalistisk politik, som dog samtidig skabte udbredt fattigdom.

I 1988 tabte han en folkeafstemning om, hvorvidt han kunne fortsætte som præsident efter 1990. Han fratrådte som hærens øverstkommanderende i 1998 og blev ifølge grundloven af 1980 senator for livstid.

I oktober 1998 blev Pinochet i London arresteret på anmodning fra Spanien, hvor han er anklaget for grove brud på menneskerettighederne, mens han var diktator. I 2001 kunne han imidlertid rejse tilbage til Chile, da læger mente, at han af helbredsmæssige årsager ikke kunne klare en retssag.

Tilbage i Chile blev der på ny rejst anklager imod ham, men i juli 2002 blev det ved højesteret endegyldigt afgjort, at han på grund af dårligt helbred ikke kunne retsforfølges. Denne beslutning blev imidlertid omgjort i 2004 af Chiles højesteret, hvorefter adskillige anklager på ny blev rejst.

Året efter blev det ved en appelret besluttet, at Augusto Pinochet ikke kunne retsforfølges for sin rolle i undertrykkelse og drab på politiske modstandere i 1970’erne. Ved sin død i 2006 stod han dog fortsat anklaget for en række forbrydelser, bl.a. omfattende skattesvindel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig