Faktaboks

Sérgio Vieira de Mello
Født
15. marts 1948
Død
19. august 2003

Sérgio Vieira de Mello var en brasiliansk diplomat. Vieira de Mello, der havde en doktorgrad i filosofi fra Sorbonne, blev i 1969 tilknyttet FN's flygtningehøjkommissariat, og i sin knap 35 år lange karriere hos FN ledte han en lang række humanitære og fredsbevarende missioner. Han virkede bl.a. i 1994 som humanitær koordinator i forbindelse med borgerkrigen i Rwanda og var i 1999 FN-udsending i Kosovo.

I 2002 blev Vieira de Mello udnævnt til FN's højkommissær for menneskerettigheder, men allerede året efter blev han i maj udnævnt til FN's særlige udsending i Irak. Her skulle han arbejde for demokratiske tilstande og overholdelse af menneskerettigheder. To uger før han skulle have forladt Irak og genoptaget sin post som højkommissær, blev han i august dræbt i forbindelse med en terrorbombning af FN's hovedkvarter i Baghdad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig