Faktaboks

Også kendt som

Guyane Française

Indbyggertal
290.500 (nationalt estimat, 2021)
Areal
82 810 km²

Fransk Guyana.

.
.

Fransk Guyana er et fransk departement i det nordlige Sydamerika. Det har et areal på 83.533 km2 og 281.678 indbyggere (2019). Hovedstaden er Cayenne. Fransk Guyana har to pladser i Nationalforsamlingen i Paris; med nabolandene Brasilien og Surinam er der ikke megen kontakt.

Tidligere var Fransk Guyana især kendt som straffekoloni; denne virksomhed ophørte endeligt i 1953. Egentlig kolonial udvikling med produktion af eksportvarer har aldrig kendetegnet området. Fiskeri er det vigtigste eksporterhverv efterfulgt af skovdrift og guldminedrift. Siden 1970'erne har én enkelt virksomhed været dominerende: den europæiske rumforsknings (ESA's) rumhavn ved Kourou. Guyana blev valgt som affyringssted på grund af sin ækvatornære beliggenhed, som letter placeringen af geostationære satellitter i rummet.

Fransk Guyana består overvejende af lave flodsletter dækket af tropisk regnskov; kun mod syd er der lave bjerge, som danner grænse til Brasilien. Befolkningen bor helt overvejende langs Atlanterhavskysten, mens det indre af landet kun har få og spredte bosættelser knyttet til de mange floder. Kun få er beskæftiget med landbrug; siden 1982 har Frankrig dog støttet forskellige udviklingsprojekter, og landbrugsarealet udvides kraftigt, men er stadigvæk forsvindende lille, og langt størstedelen af fødevareforsyningen importeres ligesom næsten alt andet fra Frankrig. Også tømmerproduktion er i vækst, men i forhold til de vældige reserver er udnyttelsen lille. Alle former for udvikling hæmmes af det meget lille indbyggertal og mangelen på infrastruktur; Fransk Guyana har ingen jernbaner og kun få hundrede km veje.

Tre fjerdedele af befolkningen er kreoler, efterkommere af afrikanske slaver, mens den europæiske befolkning i Kourou og Cayenne tæller ca. 17.000. Den oprindelige indianske befolkning udgør kun 4 procent og lever især i landets indre. Sundhedsvæsen og undervisning fungerer på ilandsniveau i kystbyerne, mens mange småsamfund i regnskoven kun har sparsom kontakt med omverdenen. De fleste indbyggere er katolikker, men der er mindre grupper af hinduer, buddhister og muslimer med baggrund i indvandring fra gamle franske kolonier, især Indokina.

Økonomien er helt domineret af overførsler fra Frankrig og af det store rumcenter i Kourou. Da stort set alle varer importeres, er Fransk Guyana et dyrt sted at besøge, og først for nylig er en sparsom turisme begyndt. Det er især minderne om tiden som straffekoloni, der tiltrækker, ikke mindst Djævleøen, hvis verdensberømmelse blev grundlagt af den berømte fange Alfred Dreyfus og styrket af Henri Charrières roman Papillon (1969, da. 1970, filmatiseret 1973).

Sprog

Det officielle sprog er fransk. Herudover tales der ligesom i andre franske oversøiske departementer fransk kreolsk. Langs kysten og i visse egne inde i landet tales indianske sprog, især arawak og caribisk. Se Sydamerika (sprog).

Historie

Ved europæernes ankomst i 1500-tallet var området beboet af flere forskellige indianske grupper. De første koloniseringsforsøg slog fejl, men ved Bredatraktaten blev området i 1667 fransk. I 1700- og 1800-tallet rivaliserede Storbritannien, Holland, Portugal og Frankrig om magten, og først ved en traktat, der blev ratificeret i Paris i 1817, blev området stadfæstet som fransk. Slaveriet blev endeligt ophævet i 1848. I 1852 blev den første af flere straffekolonier etableret, og helt frem til 1945 var Guyana primært en straffekoloni. I 1946 fik landet status af oversøisk provins, og i 1968 etableredes ESA's center i Kourou. I 1970'erne voksede en selvstændighedsbevægelse frem, og 1980'erne blev præget af attentater mod den franske magt og af grænsedragningskonflikter med Surinam. Økonomiske problemer har i 1990'erne ført til uro og anklager mod Frankrig for ikke at hjælpe i tilstrækkelig grad. På trods af ønsker om øget selvstyre er der ikke tilslutning til uafhængighed. Befolkningen er vokset betydeligt gennem indvandring siden 1970'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig