Bangladesh - geografi

Når man ser bort fra visse små by- og østater, er Bangladesh verdens tættest befolkede land; over 1000 indb. pr. km², hvilket er mere end tre gange så meget som i det tætbefolkede naboland Indien. Befolkningen vokser med 2% om året (2006), og 33% af indbyggerne er børn under 14 år. Ud over hovedstaden Dhaka er der kun få storbyer, og 80% af befolkningen bor på landet. Befolkningstilvækst og fattigdom på landet har ført til en stor indvandring til byerne; Dhakas indbyggertal vokser kolossalt og skønnes i 2001 at være over 10 mio. Den voldsomme byvækst gælder også Chittagong (3,3 mio.), Khulna (1,3 mio.) og Rajshahi (679.000).

Bangladesh er et islamisk land, og muslimerne udgør 87% af befolkningen. Bengali er hovedsprog, men engelsk er udbredt i byernes mellem- og overklasse.

Landbrug er det helt dominerende erhverv. Ikke mindre end 71% af landet er under plov, hvilket er en højere andel end i noget andet land i verden. Alligevel er det samlede agerareal på 9,2 mio. ha kun tre gange så stort som Danmarks. Jorden er umådelig frugtbar; størstedelen er lerede flodaflejringer, hvoraf store dele årligt oversvømmes, og hermed tilføres næringsstoffer fra flodvandets sedimenter. Ca. 80% af befolkningen har direkte eller indirekte deres udkomme fra landbrugssektoren. Landbruget er den vigtigste råvareleverandør til industrien, ligesom landbrugsvarer udgør en stor del af eksporten. Ris er langt den vigtigste afgrøde, og herefter kommer bælgfrugter og grøntsager. Regeringen har tilskyndet til indførelse af nye højtydende kornsorter, der ved hjælp af kunstgødning og -vanding kan øge høstudbyttet pr. hektar. Dette har ført til en betydelig stigning i både ris- og hvedeavlen. Den vigtigste salgsafgrøde er jute, der fortrinsvis dyrkes i de nordlige og centrale dele af landet. Jutefibre er stærke og grove og bruges til fx sække. Planten dyrkes i den regnfulde monsunperiode og sås i de mest frugtbare flodaflejringer. Ca. halvdelen af jutehøsten eksporteres som rå jute, mens resten forarbejdes i landet, en stor del med henblik på senere eksport. Sukkerrør er den næstvigtigste salgsafgrøde.

Der er kun begrænsede muligheder for at tage ny landbrugsjord under plov. Til gengæld kan produktionen udvides ved at høste flere gange om året; ca. 60% af agerarealet høstes to eller tre gange om året.

Gennem 1990'erne blev landet som så ofte før ramt af oversvømmelser under sommermonsunen, flere gange med katastrofale følger. Landbrugsproduktionen vokser alligevel støt, og de fleste år er landet selvforsynende med ris. Selvom den samlede landbrugsproduktion siden 1980'erne er vokset med 29%, har befolkningen ikke af den grund fået nævneværdig bedre fødevareforsyning, da befolkningstallet er vokset næsten lige så meget. Den utilstrækkelige fødevareforsyning skyldes dog især den udbredte fattigdom, der ikke mindst hænger sammen med en meget skæv jord- og dermed indkomstfordeling. Dette problem bliver stadig større. I 1960 havde 24% af landbrugerne mindre end 0,4 ha jord; denne gruppe var i 1984 vokset til 40%. Til gengæld ejer de 5% af bønderne, som har mest, 26% af den samlede landbrugsjord, og gruppen af storbønder er i fremgang. De jordløse familier er henvist til lavtlønnet løsarbejde eller til at leje jord mod til gengæld at aflevere en del af høsten, som regel halvdelen, til ejeren. Dette sharecropping-system er et selvstændigt problem for den økonomiske udvikling i Bangladesh. Den jordløse bonde, der lejer jorden, føler ingen tilskyndelse til at forbedre jorden eller sine dyrkningsmetoder, da en stigning i høstudbyttet normalt blot vil føre til, at ejeren forlanger mere i betaling for brugsretten. Den skæve jordfordeling er således både en væsentlig årsag til den udbredte fattigdom og en bremse for indførelsen af nye dyrkningsmetoder.

Bangladesh er et af de lande i verden, som er mest afhængig af udenlandsk bistandshjælp. De fleste år udgør ulandshjælp en af de største poster på betalingsbalancens indtægtsside, og hjælpen finansierer en stor del af landets import. I 1980'erne var stort set hele landets udviklingsbudget udenlandsk finansieret. Efter en stramning af de offentlige budgetter og den begyndende liberalisering er den udenlandske andel faldende; målt pr. indbygger udgør ulandshjælpen ca. 40 kr. pr. år (2005). En vigtig del af landets økonomi stammer fra overførsler fra de mange gæstearbejdere fra Bangladesh, der arbejder i Mellemøsten og Malaysia til generelt dårligt betalte jobs. Overførslerne er anslået til 10 mia. kr. årligt.

Danmark har et tæt udviklingssamarbejde med Bangladesh. Bistanden har været en del af den såkaldte fattigdomsorientering af dansk ulandshjælp, og den har primært taget sigte på at nå de fattigste befolkningsgrupper i landbrugsdistrikterne. Danmarks største og mest ambitiøse udviklingsprojekt i noget uland overhovedet blev gennemført i Noakhalidistriktet i den sydlige del af landet i perioden 1978-92. Det var et integreret egnsudviklingsprojekt, der bl.a. omfattede anlæg af veje og kanaler samt etablering af kreditordninger og kooperativer. De samlede udgifter var på ca. 500 mio. kr. Projektet nåede i et vist omfang sine mål, men viste også, hvor vanskeligt det er at opfylde selve den politiske målsætning: at hjælpe de fattigste i et område, der har en etableret og skæv økonomisk magtstruktur. Det danske bistandsprogram til landet udgjorde 200 mio. kr. i 2005.

Bangladesh er først og fremmest et kulturlandskab. Længst mod syd i Chittagong Hill Tracts findes tyndtbefolkede bjergområder med større uopdyrkede arealer, og den vestlige del af deltaets kyst er et vældigt mangroveområde, The Sundarbans. Men ud over disse to områder består landet af marker, floder, kanaler, diger, søer og damme, og landskabets højdeforskelle er kun på få meter.

Klimaet er tropisk. Tre fjerdedele af nedbøren falder under sommermonsunen fra juni til september, hvor de nordvestlige egne får op til 5000 mm nedbør, mens de sydøstlige får op til halvdelen. I vinterhalvåret er der derimod egentlig tørke mange steder, og kunstvanding er nødvendig for landbruget. Under monsunen rammes kysten og det store delta af kraftige tropiske cykloner fra Den Bengalske Havbugt. De lavtliggende øer ved kysten oversvømmes, og vandmasserne presses op i floderne. Både Brahmaputras og Ganges' store afvandingsområder ligger også i monsunbæltet, og det betyder, at floderne samtidig skal transportere store vandmængder herfra. Resultatet er årligt tilbagevendende oversvømmelser af store dele af landet. Fx ligger Sylhetbassinet NØ for Dhaka for det meste under 5-7 m vand i sommermånederne. Som nævnt er denne årlige oversvømmelse en vigtig forudsætning for det uhyre intensive landbrug, men de voldsomme storme forårsager også ødelæggende naturkatastrofer.

Bangladesh er ikke selv i stand til at regulere floderne. Dels vil opgaven kræve kapital og teknologi, som landet ikke råder over, dels har floderne deres afvandingsområder uden for landets kontrol, nemlig i Indien og Nepal. Lige siden uafhængigheden i 1971 har der været gjort forsøg på at opnå enighed med Indien om kontrol af vandstanden i Ganges og Brahmaputra, men uden held. Den politiske uenighed skyldes ikke mindst den indiske Farakkadæmning i delstaten West Bengal, som regulerer vandtilførslen til Kolkata (Calcutta) og dermed forhindrer tilsanding af havnen. Dæmningen har afledt en del af Ganges' vand, som Bangladesh i den tørre tid ønsker at bruge til kunstvanding.

På trods af den uhyre befolkningstæthed har Bangladesh et rigt dyreliv. Sundarbans Nationalpark er hjemsted for den bengalske tiger, hjorte, krokodiller, vildsvin, kvælerslanger og et rigt fugleliv. Sundarbans dækker 3600 km² floddelta. Ved ebbe er skovbunden 2 m over vandspejlet, men ved flod, når vandet kommer ind fra Den Bengalske Havbugt med 50 km/h, ligger skovbunden under vand. Området er en del af det internationale projekt til bevarelse af tigrene.

Læs mere om Bangladesh.