Padma, flod i den nedre del af Gangessystemet. Ganges deler sig i to grene, før den når grænsen til Bangladesh. Her ligger Farakka-dæmningen, som afleder en stor del af det vand, som tidligere løb til det nordlige Bangladesh. Via Baghirati og Hooghly løber det nu gennem Indien til Kolkata, mens Padma over en strækning er grænseflod mellem de to lande og senere forener sig med Jamuna til den mægtige Meghna, Ganges' nedre hovedløb. Som alle større floder i Bangladesh er Padma en vigtig trafikåre.