• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bhutan (Historie)

Oprindelige forfattere JCM og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

En egentlig statsdannelse i Bhutan skete i begyndelsen af 1600-t., da forskellige mægtige familier forenedes under et teokratisk styre, hvori klosterlederne fra den tibetanske buddhistiske drukpa kagyu-sekt havde stor indflydelse; landets navn, Druk Yul, henviser til sekten. I løbet af 1700-t. voksede indre modsætninger, og den britiske kolonimagt i Indien begyndte at gøre sig gældende; en fredstraktat blev undertegnet i 1774. Voksende uro og grænsestridigheder førte til britisk anneksion af områder op til Assam mod en økonomisk kompensation i 1841 og igen i 1865. Som stødpudestat mellem Tibet og Britisk Indien tog Bhutan briternes parti. I 1907 skabtes det nuværende arvelige monarki, og briterne lovede ved en traktat i 1910 at betale et årligt underhold og ikke blande sig i Bhutans indre administration, mens Bhutan på sin side accepterede at indrette sin udenrigspolitik efter britiske ønsker. Bhutan har siden været inden for indisk indflydelsessfære, og i 1949 fornyede det uafhængige Indien 1910-traktaten med øgede årlige betalinger. En langsom moderniseringsproces i det isolerede, økonomisk og teknologisk tilbagestående land begyndte i 1960'erne. Bhutan har i en årrække været præget af etnisk strid mellem den oprindelige befolkning og et stort mindretal af (hinduistiske) nepalesiske indvandrere, som har reageret mod bestræbelser på at styrke den buddhistisk-bhutanesiske kultur.

Oprørsbevægelser fra Assam i Indien har etableret militære baser i det sydøstlige Bhutan. De udgjorde et stort sikkerhedsproblem og et politisk problem i forholdet til Indien; i 2003 fordrev Bhutans hære oprørsgrupperne ud af landet.

I 2000 kom det til et gennembrud i forhandlingerne med Nepal om de omkring 100.000 etniske nepalesere, som den nepalesiske regering hævder er flygtet fra Bhutan, og som nu bor i lejre i det østlige Nepal. Der er nedsat en fælles kommission, der skal vurdere, hvem der har ret til at genbosætte sig i Bhutan, men processen er foreløbig uafsluttet. En serie bombeeksplosioner I begyndelsen af 2008 er sat i forbindelse med denne etniske strid.

I 2005 blev planerne for en ny forfatning offentliggjort, der som resultat vil have indførelsen af parlamentarisk demokrati. Den tidligere kronprins, Jigme Khesar Namgyel Wangchuk blev i 2006 udråbt til konge. Ved de første frie valg i Bhutan i 2008 vandt det royalistiske Bhutans Parti for Fred og Velfærd 44 af parlamentets 47 pladser. Ved valget i 2013 vandt oppositionspartiet Folkets Demokratiske Parti 32 pladser.

Læs mere om Bhutan.

Quiz
Hvilken abe er ikke en menneskeabe?

1: bavian
2: bonobo
3: chimpanse



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Bhutan (Historie) Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik