Ajmer, by i Rajasthan, Indien; 542.600 indb. (2011). Som en grøn oase i et næsten træløst bakkelandskab ligger den ved bredden af søen Anar Sagar. Byen havde fra sin grundlæggelse omkring 1100 strategisk betydning og var senere en af mogulherskernes foretrukne residensbyer. Den blev i 1818 overtaget af briterne og udviklede sig fra at være et handelscentrum til også at have industri med fremstilling af klæde, lædervarer og kemiske produkter. Ajmer er mål for muslimske pilgrimsrejsende og rummer betydelige islamiske arkitekturmonumenter: moské, gravanlæg, palads og marmorpavilloner.