Andamanerne. Hut Bay Island i 2005, hvor huse genopbygges efter tsunamikatastrofen.

.

Andamanerne er en indisk øgruppe i den Bengalske Havbugt. De 204 øer er på 6340 km2 og strækker sig over 500 km fra nord til syd; hovedbyen Port Blair har 108,058 indbyggere (2011) og ligger på South Andaman. Syd for Andamanerne ligger den indiske øgruppe Nicobarerne. Andamanerne og Nicobarerne udgør tilsammen et unionsterritorie, der er styret af forbundsregeringen i New Delhi.

Faktaboks

Også kendt som

Andaman Dvip

Klima

Klimaet er tropisk, og øerne er næsten overalt dækket af tæt regnskov. Dele af skovene udnyttes kommercielt til både lokalt forbrug og eksport. I snævre dale dyrkes ris, grøntsager og tropiske frugter.

Kun 26 af øerne er beboede. Flertallet af indbyggerne, 356.000 (2001), er indvandrere fra fastlandet, herunder efterkommere af de straffefanger, briterne sendte til øerne.

Tsunamien i 2004

Tsunami-katastrofen i december 2004 ramte Andamanerne hårdt med mere end 2000 omkomne. Særligt gik det ud over de oprindelige samfund. Som en følge af bl.a. evakueringer og nødhjælp er de oprindelige samfund blevet mere åbne over for omverdenen.

Oprindelige folk

De oprindelige indbyggere, andamanerne har man kaldt negritoer. Deres oprindelige kultur byggede på jagt, fiskeri og indsamling. Efter oprettelsen af den britiske fangekoloni i 1858 gik antallet af andamanere voldsomt tilbage pga. epidemier. På de nordlige Andamaner er de næsten uddøde, bortset fra jarawa, hvis reservat beskyttes. På Little Andaman lever onge endnu delvis som jægere og samlere. På North Sentinel Island har den oprindelige befolkning formået helt at holde britiske og senere indiske myndigheder borte. De lever som et af de allersidste helt isolerede og uberørte folk i verden.

Andamanerne er især blevet kendt gennem antropologen A.R. Radcliffe-Browns beskrivelse af deres religion.

Militær

Øerne ligger tæt på en af verdens vigtigste handelsruter, Malaccastrædet. Siden 2001 har Indien styrket sin militære tilstedeværelse i området gennem The Andaman & Nicobar Command, der omfatter enheder fra både flyvevåbenet, hæren og søværnet.

Turisme

Turisme udgør en stigende indtægtskilde på øerne, men store dele af øerne er fortsat lukket for udefrakommende besøg. Der er udelukkende flyforbindelse til Indien, bl.a. Kolkata og Chennai.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig