Brahmaputra, (Brahmas søn), flod i Asien; 2900 km lang. Den udspringer i det sydvestlige Tibet, hvor den kaldes Yarlung Zangbo Jiang (Tsangpo). Herfra løber den 1800 km mod øst gennem Den Tibetanske Højslette, hvorefter den drejer mod syd og gennembryder Himalaya i indtil 5000 m dybe kløfter. I Indien skifter den navn til Brahmaputra og løber mod vest og syd gennem Assam og Bangladesh. Sammen med Ganges og Meghna danner den det mægtige delta i Bengalen, før den løber ud i Den Bengalske Havbugt.

Brahmaputra modtager vand fra utallige bifloder, løber gennem Indiens mest regnfulde område og er Forindiens vandrigeste flod. De store vandmængder medfører, at vandstanden i regntiden stiger 4-5 m. Floden går hvert år over sine bredder og skifter ofte løb. På det nederste løb er Brahmaputra en mindre sidegren i deltaet, mens hovedløbet Jamuna er op til 20 km bredt. Vandmasserne udnyttes til kunstvanding, og de medfører mudder, der efterlades som frugtbare aflejringer på de oversvømmede marker.

I Bangladesh udvikler oversvømmelserne sig med få års mellemrum til naturkatastrofer, når kraftige storme presser vand fra havet op i det i forvejen oversvømmede delta.

Flodens nedre løb har en livlig trafik med varer fra floddalen. I den indiske del bl.a. ris, te, kul og olie; i Bangladesh bl.a. jute, der dyrkes i de oversvømmede flodbassiner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig