Gujarat.

.

Gujarat, delstat i det nordvestlige Indien; 196.000 km2, 60,4 mio. indb. (2011). Hovedstad Gandhinagar, som ligger 25 km fra den største by Ahmadabad. Et flertal af befolkningen taler gujarati.

To tredjedele af befolkningen er beskæftiget ved landbrug. De vigtigste afgrøder er hvede, ris og hirse; risdyrkning findes især i de regnfulde områder mod syd. De vigtigste salgsafgrøder er jordnødder, tobak, bomuld og sukker, og produktionen udgør en væsentlig del af Indiens samlede avl af disse afgrøder. Gujarats bønder var i 1960'erne foregangsmænd i udviklingen af moderne mælkeproduktion. I Anand mod øst er andelsmejeriet Amul vokset til en landsdækkende fødevarekoncern. Gujarat er Indiens femterigeste delstat (målt som BNP pr. indb.), har landets næststørste olie- og gasproduktion (efter Maharashtra) og en betydelig industri, især petrokemisk, tekstil- og medicinalindustri. Ahmadabad har gennem mere end 100 år næst efter Mumbai været Indiens vigtigste bomuldsindustriby. I 1980'erne og 1990'erne har hundredvis af diamantsliberier i Ahmadabad og Surat udviklet en blomstrende eksport af slebne diamanter; i 1995 udgjorde de 17% af Indiens samlede eksport og var den vigtigste eksportvare efter tekstiler. De velkvalificerede og lavtlønnede indiske slibere er grundlaget for denne virksomhed.

Natur

Gujarat rummer store geografiske og klimatiske forskelle. Rann of Kutch mod NV er et 20.000 km2 stort, hedt og næsten folketomt marskområde med ringe nedbør (ned til 25 mm om året); om vinteren tørrer det ud til en gold og støvet saltørken. Syd herfor ligger halvøen Kathiawar med mange byer, der tidligere var omgivet af små, selvstændige fyrstendømmer. Mod øst og syd ligger store sletter med frugtbar jord og op til 1500 mm nedbør årligt. Længst mod øst strejfes Gujarat af bjergkæden Western Ghats. Dele af Gujarat blev i 2001 ramt af ødelæggende jordskælv; se Bhuj.

Siden 1980 har den indiske regering arbejdet med et kæmpeprojekt til regulering af floden Narmada, der løber gennem Gujarat og udmunder i Cambaybugten. Projektet omfatter opførelsen af 30 dæmninger, der vil oversvømme op til 2,5 mio. ha og måske tvinge omkring en mio. mennesker bort fra deres hjem. Projektet er blevet ændret og forsinket mange gange pga. modstand mod miljøvirkningerne og tvangsforflytningerne.

Historie

Gujarat blev tidligt et center for indisk udenrigshandel. I 1400-t. skabte muslimske herskere et selvstændigt sultanat, og senere blev området sæde for Mogulrigets vigtigste havn, Surat. Under det britiske styre var en stor del overladt til indiske fyrstendømmer af meget varieret størrelse. I 1960 blev Gujarat udskilt fra Bombay som delstat på basis af sproglige kriterier. Delstaten har været præget af vold mellem hinduer og muslimer, af kastebaseret politik og af, at hindunationalismen har fået en stærk stilling; i 2002 omkom over 700 mennesker, langt flest muslimer, ved omfattende uroligheder i store dele af staten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig