Kolkata. Rickshaw.

.

Kolkata.

.

Kolkata, indtil 2001 Calcutta, Kalikata, storby i Indien, hovedstad i delstaten West Bengal; 4,5 mio. indb., 14,1 mio. indb. i det samlede byområde (2011). Floden Hooghly deler byen i det egentlige Kolkata på østbredden og bydelen Howrah med 1 mio. indb. på vestsiden.

Kolkata er den dominerende by i det østlige Indien og økonomisk centrum for West Bengals råvareudvinding og industri. Byens rolle som eksporthavn medvirker til at fastholde dens betydning som handelscentrum, hvorimod dens omfattende industrisektor spiller en mindre rolle end før. Fødevare-, tekstil- og jern-stål-industri er vigtige, men særlig betydning har jutefremstilling.

Bybilledet præges af myldrende liv, kaotisk trafik og stærkt forfald. Kolkata er, ikke mindst i de centrale dele, farvet af fortidens storhed, og kolonitidens europæiske bygningsværker blander sig med ældre indisk arkitektur. Samtidig er byens atmosfære påtrængende nutidig; luftforurening, kloakerings- og afløbsproblemer, ringe social infrastruktur samt åbenbar boligmangel gør livet besværligt for en stor del af byens indbyggere. I et forsøg på at forbedre Kolkatas omdømme har bystyret gennemført projekter, der bl.a. har mindsket luftforureningen og forbedret affaldssituationen; et led i projektet har været at forbyde håndtrukne rickshawer.

De stærke bånd til omverdenen afspejler sig i den tætte bys karakterfulde huse, specielt i dens monumentale bygninger. Ved siden af hinduistisk og islamisk arkitektur finder man bl.a. nygotiske, barokke og også modernistiske stiltræk, og overalt hersker der en rigdom af farver.

Hvert kvarter har sin egen etniske profil, sine særlige erhverv og sin karakteristiske stemning.

Den nordlige bydel rummer byens ældste basarer, som var kilden til tidlig velstand. Her grundlagdes familieformuer, og her opførtes de paladser, som stadig pryder bydelen. Den gamle og rige Barabasar med sine ornamenterede fireetagers arkadehuse, Macchubasar med frugter fra hele Sydasien og Sonapatti med guldgrossister og smykkesmede skaber sammen med de mange markedsgaders liv, lyde og lugte en overvældende orientalsk bymosaik. En ny bydel, Rajarhat eller New Town, er under opførelse mod NØ.

Midt i byen ligger Fort William omgivet af Maidan, der med sit 500 ha store park- og sportsområde er byens åndehul. Lige nord for parken ligger "Den Hvide Bydel", hvor europæerne boede og arbejdede. Her ligger byens centrale forretningsdistrikt samt banker og offentlige bygninger med bl.a. den imposante Writer's Building fra 1780.

Det sydlige Kolkata består af en blanding af boligområder, parker, søer og klubber. Her findes rige villakvarterer, vidtstrakt middelklassebosætning og overbefolkede enklaver med fattige flygtninge fra Østbengalen.

Flodens betydning som handelstrafikåre er aftagende, men den er stadig fuld af småskibe, færger, pramme og sejlbåde, ligesom en mangfoldighed af religiøse ritualer nu som før udfolder sig på dens bredder. Langs floden strækker Howrahbroen (nuv. Rabindra Setu) sit tunge stålgitter fra øst- til vestbyen; den 700 m lange og 97 m høje konstruktion er verdens største af sin art. En ny bro længere mod syd, Vidyasagar Setu, blev åbnet i 1992. I 1980'erne fik Kolkata som den første indiske by en undergrundsbane; den gennemløber de centrale bydele fra nord til syd. En sydlig forlængelse er under anlæg, og en nordlig planlægges. Byen har Indiens eneste sporvognsnet.

Vestbredden er opfyldt af industri- og jernbaneanlæg, mens østbredden fra syd til nord optages af dokområder, velhaverboliger og industrier. Endnu et stort industriområde ligger i et bånd øst for den nord-syd-gående jernbane.

Trods forfald og social ulighed er Kolkata en tiltrækkende by; den er Indiens intellektuelle og kulturelle hovedstad og en kilde til stadige visuelle overraskelser.

Siden 1978 har Kolkata og West Bengal været regeret af en venstrefløjskoalition, domineret af det marxistiske kommunistparti, CPIM. Regeringen har haft succes med en lighedsorienteret udvikling i landdistrikterne, men har været beskyldt for at svigte Kolkatas udvikling. I de seneste år har regeringen formået at tiltrække investeringer til industrien og andre erhvervsgrene, bl.a. IT-industrien.

Kolkata blev grundlagt i 1690 som centrum for den rige britiske handel med Bengalen og voksede hurtigt i første halvdel af 1700-t. Efter at briterne i 1757 havde fået effektiv kontrol med provinsen, blev Kolkata dens vigtigste by og fra 1773 hovedstad for Det Britiske Imperium i Indien (indtil 1912, da hovedstaden blev flyttet til Delhi). Kolkata var til langt ind i 1900-t. centrum for Indiens kommercielle og industrielle udvikling. I 1946-47 var der blodige uroligheder mellem hinduer og muslimer, og efter Bengalens deling ved uafhængigheden i 1947 fulgte en betydelig indvandring fra Østbengalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig