• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Meghalaya

Oprindelige forfattere OC og TSeh Seneste forfatter christi@n

Meghalaya, delstat i det nordøstlige Indien; 22.429 km2, 2,96 mio. indb. (2011). Staten rummer de tre bjergområder Garo, Khasi (med hovedstaden Shillong) og Jaintia Hills (op til 1800 m; se også Garo-Khasi-Jaintia Hills); de har navn efter de tre hovedstammer, som udgør en stor del af befolkningen. Kristendom og stammereligioner er dominerende blandt stammebefolkningen (86% scheduled tribes), som er af tibetansk og burmesisk oprindelse.

Landbrug er det bærende erhverv med ris, majs og grøntsager som vigtigste afgrøder. I isolerede områder kan man stadig finde svedjebrug. Meghalaya er en fattig delstat; både infrastruktur og industri er meget svagt udviklet. Klimaet er mildt og regnfuldt; bjergenes sydskråninger får mere nedbør end noget andet sted på Jorden (se Cherrapunji), og der er en rig flora og fauna.