Hunza, område i det nordligste Pakistan på nordsiden af Hunza, en biflod til Indus. Beliggende ved den gamle Silkevej og senere centralt i The Great Game om Afghanistan mellem Rusland og Storbritannien har området haft en omskiftelig historie. Hunza var et selvstændigt kongerige indtil 1973 og fik først med åbningen af Karakorum Highway i 1978 hovedvejsforbindelse med det øvrige Pakistan og senere med Kina. Befolkningen taler burushaski og er shiamuslimer (ismailitter); de siges at opnå meget høje levealdre. Det isolerede område menes at være model for James Hiltons "Shangri La" i Tabte Horisonter (1937).