Broerne ved saigan 2012

.

Turistskib på Irrawaddy

.

Midgun Pagode set fra Irrawaddy

.

Flådning af bambus 2012

.

Landsby ved Irrawaddy

.

Flodtransport 2012

.

Saigan

.

Flodtransport 2012

.

Irrawaddy er en 2150 km lang flod i Myanmar. Flere af kildefloderne udspringer i 5-6000 m højde ved grænsen til Tibet og Indien. Hovedfloden dannes af to sammenløbende floder, Nmai og Mali. Irrawaddy afvander en meget stor del af Myanmar, i alt over 400.000 km2. Vandføringen svinger meget med årstiden og når 32.000 m3/s om sommeren. Efter at have passeret tre snævre slugter i bjergene i Kachin løber floden gennem landets gamle politiske og økonomiske centrum omkring byerne Sagaing, Mandalay, Ava og Pagan. I denne forholdsvis tørre del af Myanmar giver floden vand til kunstvandet ris. Kongebyerne var handelscentre, strategisk beliggende med handelsveje til Kina.

Faktaboks

Også kendt som

Ayeyarwady

Irrawaddy har i århundreder været landets vigtigste transportvej, og den er sejlbar over 1000 km fra Bhamo i Kachin til deltaet i syd. Ad floden har burmeserne gennem historien transporteret ris, bomuld, fisk og andre varer i sejlbåde kaldet hnaw med karakteristiske sejl, der minder om sommerfuglevinger. Og ad floden kom den britiske flotille, som i 1885 erobrede Mandalay og førte den afsatte kong Thibaw i eksil i Calcutta. De britiske kolonisatorer havde siden 1852 udnyttet flodens strategiske betydning og opbygget den berømte flotille, der i 1930 var verdens største flåde af hjuldampere og mindre flodbåde, i alt ca. 650 skibe. Den er udødeliggjort i Kiplings "Kom igen til Mandalay ad flotillens gamle vej". I Yenangyaung havde burmeserne inden koloniseringen udvundet olie til lamper i åbne brønde. I 1930'erne sejlede briterne herfra mere end 1 million t olie om året til raffinering ved Rangoon.

Ved udløbet i Det Indiske Ocean danner floden et kæmpemæssigt delta i det sydlige Myanmar. Efter koloniseringen blev deltaet intensivt opdyrket. Her foregår landets vigtigste risdyrkning, og ad floden er der gennem tiden flådet store mængder tømmer og bambus. Meget eksporteredes af briterne, og tømmer er stadigvæk en vigtig resurse for Myanmar.

Trafikken på floden er stadig intens. Flåden består nu fortrinsvis af ældre skibe, men i 1995 blev det traditionsrige Irrawaddy Flotilla Co. genskabt med henblik på at betjene turister, og moderne flodbåde er sat i drift.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig