Jambi, by på det sydøstlige Sumatra; 531.900 indb. (2010). Byen ligger ved floden Batanghari og er centrum for Indonesiens gummi- og oliepalmeproduktion.

Provinsen Jambi (3,09 mio. indb. (2010)) består af store mangrover og andre vådområder ved kysten, tæt regnskov og Barisanbjergene i indlandet. Jambi etableredes i 400-t. som handelsstat og var i 1100-t. den dominerende magt ved Malaccastrædet. Den kom under javanesisk styre i 1275, men genopstod som selvstændigt sultanat efter introduktionen af islam i 1600-t. Kampen mod den hollandske kolonimagt var lang, og efter koloniseringen 1901-17 har posten som sultan stået tom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig