Josip Broz Tito

Josip Broz Tito var en jugoslavisk politiker, der blev forbundspræsident fra 1945.

Tito, der var kroat, deltog som soldat i den østrig-ungarske hær under 1. Verdenskrig og blev 1915 taget til fange af russerne. 1918-23 gjorde han tjeneste i Den Røde Hær. Efter sin tilbagevenden blev Tito en af grundlæggerne af det jugoslaviske kommunistparti, og 1928 idømtes han seks års fængsel for sin politiske virksomhed. I 1937 blev han generalsekretær for det jugoslaviske kommunistparti. Han organiserede efter Tysklands besættelse af Jugoslavien 1941 en "antifascistisk befrielsesfront", der førte en ubarmhjertig guerillakrig med tyskerne. I 1943 udråbtes han til marskal af Jugoslavien, 1945 til regeringsleder og efter monarkiets afskaffelse samme år til Jugoslaviens forbundspræsident.

I de første år efter 2. Verdenskrig førte Tito en Moskvatro politik, men i 1948 kom det til åben konflikt mellem Tito og Stalin, og Jugoslavien løsrev sig fra den kommunistiske blok. Jugoslavien erklærede 1950 at ville følge sin egen vej mod socialismen gennem indførelse af arbejderselvstyre, og 1952 indgik Tito aftaler med Vesten om økonomisk støtte. Styret gik dog fortsat frem med stor hårdhed mod politiske modstandere.

Karakteristisk for Titos balancepolitik var hans forsoning med Sovjetunionen 1955 og hans ledende rolle i dannelsen af Den Alliancefri Bevægelse, som grundlagdes ved en konference i Beograd i 1961. Indenrigspolitisk gik Tito i 1960'erne mod stadig større grad af liberalisering. I hans politiske visioner indgik desuden, at hele samfundet skulle opbygges nedefra, baseret på arbejderselvstyret, og at skellet mellem økonomisk og politisk liv efterhånden skulle forsvinde. Hans nationalitetspolitik var baseret på decentralisering og styrkelse af de mindre nationaliteter, herunder albanerne i Kosovo og muslimerne i Bosnien, på de store nationaliteters, serbernes og kroaternes, bekostning. Han vendte sig med stor hårdhed mod nationalisme som fx ved indgrebet mod de kritiske kræfter i det kroatiske kommunistparti i 1971. Det var ifølge Tito kommunistpartiet, som skulle holde den multietniske forbundsstat sammen, og han tolererede derfor ikke splittelsestendenser i partiet. Han formåede indtil sin død at bekæmpe dem, støttet af sin ubestridelige udenrigspolitiske succes og den positive økonomiske udvikling.

Tito, der var blevet valgt til præsident på livstid, havde forestillet sig, at præsidentembedet efter hans død skulle gå på omgang mellem de jugoslaviske republikker. Dette var formentlig hans største politiske fejltagelse. Uden en fast central ledelse forfaldt Jugoslavien i indbyrdes strid, og 11 år efter Titos død opløstes den stat, han havde skabt, i en blodig borgerkrig.