Jugoslavien før og efter 1992. Det tilbageværende Jugoslavien eller Serbien og Montenegro, som populært blev betegnet "Restjugoslavien", bestod til 2006.

.

Efter oprettelsen af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere i 1918 ændrede samarbejdsviljen mellem serbere og kroater sig, og spændingen i parlamentet i Beograd kunne være stor. Det kulminerede i 1928, da det montenegrinske parlamentsmedlem Puniša Raćić (1886-1944) skød og dræbte to andre medlemmer, heriblandt lederen af det kroatiske bondeparti, Stjepan Radić; tre andre blev såret. Tegning fra den italienske avis Illustrazione del Popolo den 8. juli 1928.

.

Jugoslavien var navnet på en række statsdannelser på det vestlige Balkan mellem 1918 og 2003. Indtil begyndelsen af 1990'erne bestod Jugoslavien af de områder, der i dag udgøres af staterne Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo, Montenegro og Nordmakedonien.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er dannet af jug, der betyder 'syd' på forskellige sydslaviske sprog, og ordstammen slav-, der indgår i slaveni 'slavere, slaviske folk'.

1918-1941

Det første Jugoslavien blev oprettet under navnet Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere den 1. december 1918 ved en forening af kongerigerne Serbien og Montenegro med de dele af Østrig-Ungarn, der overvejende havde sydslavisk befolkning; de nøjagtige grænser mellem Jugoslavien og dets nabolande blev dog først fastlagt i 1925.

Det nye land, som både overtog den kongelige herskerslægt, centraladministrationen og hovedstaden Beograd fra Serbien, blev et svagt parlamentarisk demokrati, hovedsagelig på grund af samarbejdsvanskeligheder mellem serbiske og kroatiske politikere. Attentatet på tre kroatiske ledere i 1928 fik kong Aleksander til året efter at sætte forfatningen ud af kraft; ved samme lejlighed blev navnet Jugoslavien 'Syd-slavien' antaget.

I 1934 blev Aleksander myrdet i Paris; bag mordet stod den italiensk støttede kroatiske ustašabevægelse. Kongens fætter prinsregent Pavle overtog regeringen for den umyndige kongesøn Peter 2.

1941-1945

Jugoslavisk kommunistisk partisan 1945
Plakat fra 1945 med en af Titos partisaner og en variant af det gamle jugoslaviske flag, nu med rød stjerne, der efter 2. verdenskrig blev den nye socialistiske stats flag.

Da regeringen den 25. marts 1941 blev presset til at underskrive en pagt med Tyskland og Italien, udløste det voldsomme antityske demonstrationer i Beograd, og to dage senere blev regeringen styrtet; en ny blev indsat, og Peter 2. erklæret for myndig. Som svar bombarderede tyskerne den 6. april Beograd og invaderede landet, der gik totalt i opløsning. Hovedparten af Jugoslavien deltes mellem Tyskland, Italien, Bulgarien og Ungarn. Kroatien, som også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina, blev gjort til en selvstændig fascistisk stat med ustašalederen Ante Pavelić i spidsen; en del af Serbien blev besat af Tyskland og fik en lydregering med den serbiske general Milan Nedić som formel leder.

Modstandsbevægelser voksede frem i 1941: Tjetnikker under ledelse af Draža Mihailović ønskede at genoprette et serbiskdomineret jugoslavisk kongerige, mens partisaner, der var ledet af kroaten Josip Broz med dæknavnet Tito, kæmpede for dannelsen af en kommunistisk jugoslavisk forbundsrepublik. Mihailović anså Tito for en farligere fjende end tyskerne og begyndte at samarbejde med dem. Fra januar 1944 bakkede de allierede derfor kun Tito op.

I 1942 dannedes en national befrielseskomité, og ved et møde i november 1943 udnævnte den en provisorisk regering med Tito i spidsen. Mødet blev siden anset for det andet Jugoslaviens fødselstime, selvom Titos partisaner først i maj 1945 fik kontrol med hele landet.

1945-1980

Josip Broz Tito. Marskalen holder 1. maj-tale i Beograd i 1945. Han var på det tidspunkt i færd med at konsolidere sin magt i Jugoslavien. Kommunisterne havde kontrollen med hele landet, og senere på året begyndte en række processer mod politiske modstandere efter sovjetisk mønster.

.

Efter en folkeafstemning, der afskaffede monarkiet, udråbtes den 29. november 1945 Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien, der bestod af seks ligeberettigede republikker, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Beograd forblev hovedstad. Slovensk, serbokroatisk og makedonsk blev ligeberettigede officielle sprog, ligesom det latinske og det kyrilliske alfabet ligestilledes; serbokroatisk i forbindelse med det latinske alfabet blev dog mest udbredt i forvaltningen.

I begyndelsen styredes Jugoslavien stramt efter sovjetisk mønster. Tito førte en aggressiv udenrigspolitik; bl.a. insisterede han på at få overdraget Trieste fra Italien og støttede den kommunistiske side i Den Græske Borgerkrig.

Tito nægtede at underordne Jugoslavien sovjetiske interesser. Josef Stalin havde regnet med at kunne fjerne ham, men i stedet rev Jugoslavien sig i 1948 løs fra Sovjetblokken og indgik året efter en aftale med USA om hjælp. Støtten til de græske kommunister blev opgivet, og i 1954 fandt man en løsning på Triestespørgsmålet, idet Italien fik byen, og Jugoslavien baglandet.

Jugoslavien udviklede sig til at blive det mest åbne af de kommunistisk styrede lande. Man forlod den stive, centralstyrede planøkonomi, lagde mere ansvar ud til virksomhederne og gav arbejderne større indflydelse på driften. Jugoslaverne fik lov til at rejse til udlandet og arbejde, og turismen blev stimuleret, hvilket især kom Kroatien til gode.

Prisen for den øgede liberalisering var større økonomisk ulighed mellem republikkerne. Slovenien og Kroatien i nord var de rigeste, og regimets forsøg på at udligne forskellene ved at føre penge fra rige til fattige områder skabte utilfredshed.

Det andet Jugoslavien havde arvet en skæv økonomisk udvikling. Dertil kom udgifterne til genopbygningen efter 2. Verdenskrig og til forsvaret; Jugoslavien var stærkt rustet i tilfælde af en invasion fra Sovjetblokken. Alligevel var reallønnen trods høj inflation stigende gennem 1960'erne og 1970'erne, og den gennemsnitlige levestandard i Jugoslavien var højere end i noget andet østland i Europa. Regimet markerede fremskridtet ved at ændre landets navn til Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien (1963).

Den uafhængige udenrigspolitiske linje blev fortsat, og Jugoslavien sluttede sig i 1961 sammen med stater som Indien, Egypten og Indonesien i Den Alliancefri Bevægelse, der afholdt topmøde i Beograd s.å., hvilket sammen med regimets stabilitet gav relativt stor vægt i international politik.

I 1966 fyrede Tito sin gamle våbenfælle, serberen Aleksandar Ranković, fra indenrigsministerposten. Det blev indledningen til yderligere decentralisering og liberalisering, men også til uro. I 1968 var der store studenterdemonstrationer i Beograd og albanske nationalistiske demonstrationer i Kosovo. I 1970-71 støttede kommunisternes ledere i Kroatien en bevægelse for større kroatisk selvstændighed. Tito slog hårdt ned på disse tendenser, og i 1972 blev partidisciplinen skærpet overalt i Jugoslavien.

I 1974 gennemførtes imidlertid en ny forfatning, der styrkede republikkerne og gav vidtgående selvstyre til Serbiens to autonome provinser, Vojvodina og Kosovo. Forfatningen blev baseret på arbejderselvstyret: Virksomheder og institutioner valgte medlemmerne til kommunalråd og parlamenter. Hermed ville man skabe en "socialisme nedefra" og ophæve skellet mellem politisk og økonomisk liv. Denne særlige jugoslaviske decentrale socialisme, der vakte betydelig interesse på venstrefløjen i Vesteuropa, var hovedsagelig udviklet af sloveneren Edvard Kardelj. Magten lå dog stadig i Kommunisternes Forbund, som sammen med Tito og forsvaret fungerede som garanter for landets sammenhold.

1980-1989

Serbisk nationalistisk demonstration 1988
Serbisk nationalistisk demonstration i Beograd den 19. november 1988 som modsvar til albanske demonstrationer i Kosovo. En af demonstranterne bærer et portræt af den serbiske præsident Slobodan Milošević, der ønskede at afskaffe Kosovos autonome status inden for den dengang jugoslaviske republik Serbien.
Serbisk nationalistisk demonstration 1988
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Ved Titos død i maj 1980 stod det andet Jugoslavien på mange måder på et højdepunkt: Alle forenedes tilsyneladende i sorgen over den bortgangne leder og i ønsket om at fastholde "broderskab og enhed", regimets grundlæggende slogan. Præsidentposten overgik til et kollektivt præsidentskab, der bestod af en repræsentant for hver republik og selvstyrende område samt formanden for Kommunisternes Forbund. Medlemmerne førte formandskabet på skift. Systemet viste sig imidlertid for svagt til at løse de kriser, som snart opstod. Desuden befandt partiet sig midt i et generationsskifte, som svækkede det betydeligt.

Den første krise brød ud i 1981 i Kosovo, hvor en lokal studenterprotest udviklede sig til store demonstrationer med krav om, at Kosovo blev gjort til en selvstændig republik; regimets voldsomme reaktion skabte utryghed i andre dele af Jugoslavien.

Samtidig forværredes de økonomiske forhold. Udlandsgælden var en tung belastning, og fra 1982-89 steg inflationen fra 90 % til 2500 %. Republikkerne var uenige om, hvordan problemerne skulle løses. Krisepakke afløste krisepakke uden større effekt, og da regeringschefen Ante Marković fra Kroatien endelig i 1989 fik sat nogenlunde skik på økonomien, var tilliden til systemet sat over styr. Desuden forsvandt truslen fra Østblokken, som havde bidraget til at binde Jugoslavien sammen, med den internationale afspænding, der fulgte Mikhail Gorbatjovs tiltrædelse som Sovjetunionens leder i 1985.

Krisen forværredes, da Slobodan Milošević i 1987 fik magten i Serbien og 1988-89 også i Montenegro, Kosovo og Vojvodina. Hans forsøg på at "redde" Jugoslavien gennem en serbiskstyret centralisme fremkaldte slovenske og kroatiske modreaktioner, der sigtede mod en omdannelse af Jugoslavien til et løst forbund af suveræne stater.

Efter 1989

I 1990 gik Kommunisternes Forbund i opløsning, og samme år fik nationalistiske politikere magten overalt i Jugoslavien. Alle forsøg på en fredelig løsning strandede i maj-juni 1991, og da Slovenien og Kroatien meldte sig ud i juni og erklærede sig selvstændige, kom det til kampe med den serbisk dominerede forbundshær. Begge lande blev anerkendt af udlandet som selvstændige stater i januar 1992. Samme år løsrev Bosnien-Hercegovina og Makedonien sig, og i april 1992 var det andet Jugoslavien ophørt med at eksistere. Men krigen mellem dets arvinger fortsatte. Kampene i Slovenien varede kun få uger, mens krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina blev langvarige og blodige.

Om Jugoslavien efter 1992, se Serbien og Montenegro.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig