Potsdam

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Potsdam. Hans Otto Theather, der er tegnet af Gottfried Boehm, åbnede i 2006.

Potsdam, by i søområdet ved floden Havel sydvest for Berlin og hovedstad i den tyske delstat Brandenburg; 157.000 indb. (2010).

Mellem jernbaneknudepunktet Potsdam og Berlin byggedes i 1838 Preussens første jernbane, og byen har i dag et varieret erhvervsliv med bl.a. fremstilling af lokomotiver og både. Desuden findes elektro- og fødevareindustri.

I omegnen af Potsdam findes meget betydelig frugtavl. En række pragtbygninger og kulturmindesmærker har gjort turismen til et vigtigt erhverv; Potsdam er optaget på UNESCO's Verdensarvliste. Også forskning og videnskab spiller en vigtig rolle. Her findes bl.a. universitet, astrofysisk observatorium, meteorologisk institut og geodætisk institut. I bydelen Babelsberg ligger store film- og fjernsynsstudier.

Betydelige dele af nutidens byområde var indtil 1700-t. dækket af vand og sumpe. Derfor er mange huse opført på et fundament af træstammer eller betonpæle. De yngste bydele rummer mange fornemme lejlighedskomplekser og villaer. Allerede før 2. Verdenskrig var Potsdam begyndt at blive en slags forstad til Berlin.

På trods af at de centrale dele blev stærkt beskadiget under 2. Verdenskrig, har meget overlevet, bl.a. de gamle byporte (Brandenburger Tor, Nauener Tor og Jäger Tor). Den stærkt forfaldne bygningsmasse er nu under sanering, og Potsdam er atter et attraktivt boligområde for folk, der arbejder i Berlin.

Læs også om Brandenburg.

Arkitektur

G.W. von Knobelsdorffs klassicistiske ombygning af byens slot indledte et bygningsmæssigt opsving; han opførte desuden slots- og parkanlægget Sanssouci.

Karl Friedrich Schinkel projekterede flere arbejder i Potsdam; et hovedværk er den klassicistiske Nikolaikirche (1837) samt slottet Babelsberg (påbegyndt 1835). Nævneværdig er Holländische Viertel, 134 huse i hollandsk stil, opført mellem 1733 og 1740 i hjertet af Potsdam.

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

Erich Mendelssohns nærmest skulpturelle Einstein-observatorium (1921) er et vigtigt eksempel på ekspressionistisk arkitektur. Et nyt interessant boligområde er Bornstedter Feld, beliggende ved den store Volkspark Potsdam, hvor et tidligere kaserneområde omdannes til boliger, institutioner og arbejdspladser. Projektet, der afsluttes i 2015, vil kunne huse 14.300 indb. Området blev i 2002 belønnet med bybebyggelsesprisen: Deutsche Städtebaupreis.

Filmmuseum Potsdam viser film og udstillinger om Babelsberger Filmstudios samt film og medier. En nyindretning er Museet for brandenburgisk-preussisk historie (2003).

I 1990 blev Potsdam slots- og parkanlæg optaget på UNESCO's verdenskulturarvliste.

Historie

Potsdam fik særlig betydning fra 1660 som først de brandenburgske kurfyrsters, derpå de preussiske kongers anden residens efter Berlin. Efter 1701 lod Frederik Vilhelm 1. og siden Frederik 2. den Store byen udbygge til Preussens første garnisonsby.

Den 21.3.1933 konstitueredes Rigsdagen i byens garnisonskirke, hvormed Adolf Hitler ville understrege kontinuiteten mellem de preussiske traditioner og nazismen.

I perioden 1952-90 var Potsdam hovedby i Bezirk Potsdam i DDR og fra 1990 hovedstad i delstaten Brandenburg.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Potsdam. Hans Otto Theather, der er tegnet af Gottfried Boehm, åbnede i 2006.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
12/03/2013
Ekspert
UrsFu
Oprindelige forfattere
BFur
01/02/2009
BiSt
01/02/2009
FMyg
01/02/2009
UrsFu
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki