Hohenzollern

© SDE

Hohenzollern. Biograferede personer er trykt med halvfed skrift.

Hohenzollern, tysk fyrstedynasti. Greverne af borgen Zollern mellem Neckar og Donau i det nuværende Württemberg nævnes i 1000-t., og fra 1300-t. kaldtes slægten Hohenzollern. I 1191 blev grev Frederik 1. (d. 1201) af kejser Henrik 6. udnævnt til borggreve af Nürnberg, og dermed fik slægten fodfæste i Franken. Frederiks ældste søn, borggreve Konrad 1. (d. 1261), blev stamfader til Preussens konger og det tyske kejserhus. En yngre linje beholdt grevskabet Hohenzollern, fra 1623 som fyrster, men afstod det i 1849 til Preussen, mens den frankiske linje i Nürnbergs omegn skabte markgrevskaberne Ansbach og Bayreuth.

Afgørende for slægten blev det, at kejser Sigismund i 1411 overdrog borggreve Frederik 6. (1371-1440) styret af Brandenburg og i 1415 ophøjede ham til kurfyrste. Som Frederik 1. genrejste han med stor energi det forsømte og hærgede markgrevskab og forvandlede det atter til en af Tysklands førende stater. Hans søn, Albrecht 3. Achilleus, udstedte i 1473 testamentarisk slægtens arvelov, den såkaldte achilleiske huslov, Dispositio Achillea, der fastslog, at ældste søn arvede Brandenburg, to yngre sønner hver et af de frankiske markgrevskaber, mens de øvrige henvistes til en gejstlig løbebane. Blandt de yngre sønner af dynastiet, der blev arveløse som følge af den achilleiske huslov, var Albrecht (1490-1568), den senere højmester i Den Tyske Orden, som i 1525 oprettede hertugdømmet Preussen, det fjerde arveland i huset Hohenzollern.

Albrecht 3.s ældste søn, Johan Cicero, blev den første brandenburgske kurfyrste, der ikke havde rødder i Franken. Under Johan Sigismund (1572-1619) erhvervedes Kleve i 1614 og Preussen i 1618, og under Frederik Vilhelm, "Den store Kurfyrste", fremstod Brandenburg som en af Europas stormagter. I 1701 antog kurfyrst Frederik 3. titlen konge af Preussen som Frederik 1. Efter Den Fransk-tyske Krig samledes hele Tyskland under Preussen i 1871, og de sidste tre herskere af huset Hohenzollern regerede som tyske kejsere. Vilhelm 2. abdicerede i november 1918 og levede dernæst i eksil i Holland, men hans efterkommere slog sig efter 2. Verdenskrig atter ned på slægtens gamle borg Hohenzollern. Se også Brandenburg og Preussen.