Adolf Hitler

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Adolf Hitler på talerstolen, 1942. Hitler var meget bevidst om sit kropssprog og tog en overgang undervisning hos en skuespiller i Berlin. Han forstod i sine retoriske udfoldelser at kontrollere og udnytte sine følelser; de karakteristiske gestikulationer er således nøje indstuderet.

Adolf Hitler, 20.4.1889-30.4.1945, tysk politiker, leder af det tyske naziparti fra 1921, Tysklands enevældige overhoved 1934-45 med officiel titel af Fører, (tysk Der Führer). Hitler blev født i Braunau am Inn i Østrig og havde tidligt ambitioner om at blive kunstmaler. I 1907 kom han til Wien og søgte her ind på kunstakademiet, men blev ikke optaget. Kunstnerdrømmene var hermed knust, og i de følgende år hutlede Hitler sig igennem som bl.a. maler, indtil han i 1913 kom til München. Allerede da menes hovedlinjerne i hans radikale antisemitiske og "folke-nationalistiske" verdensbillede at være skabt.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud meldte Hitler sig frivilligt til krigstjeneste, og erfaringerne ved fronten kom til at præge ham. Han blev såret to gange og dekoreret med Jernkorset af 1. og 2. klasse. Tysklands sammenbrud i 1918 så han som hjemmefrontens svigten, jf. dolkestødslegenden. Efter krigsafslutningen blev Hitler i 1919 efterretningsagent for den bayerske hær, hvilket i september samme år i München bragte ham i kontakt med det lille nationalistiske Deutsche Arbeiter Partei, DAP. Hitler meldte sig ind, kom hurtigt ind i partiledelsen med ansvar for propaganda og gjorde sig bemærket som taler. Partiet skiftede i 1920 navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, og fik et nationalistisk, antisemitisk program. Med sin propagandistiske agitation mod Versaillestraktaten og Weimarrepublikken gjorde Hitler NSDAP kendt i Bayern, og i 1921 blev han partiets "fører".

Hitler forsøgte i november 1923 ved det såkaldte Ølstuekup i München at vælte republikken, men kuppet mislykkedes; NSDAP blev forbudt, og Hitler idømtes fem års fængsel for højforræderi. I fængslet skrev han Mein Kampf, 1-2 (1925-27, da. 1934), som er en kombination af selvbiografi og politisk-ideologisk kampskrift. Allerede i december 1924 blev Hitler løsladt, undgik udvisning, og i februar 1925 blev det muligt for ham at gendanne NSDAP. Belært af det mislykkede kup skiftede Hitler og NSDAP taktik og forsøgte nu at komme til magten ad parlamentarisk vej. Partiet blev reorganiseret, men den nye legalitetstaktik viste sig i begyndelsen ikke som nogen succes. Først med deltagelsen i kampagnen mod Youngplanen i 1929 og efter at den økonomiske krise var blevet mærkbar, begyndte vælgerne at strømme til. Ved rigsdagsvalget i september 1930 fik NSDAP sit gennembrud; partiet nidoblede sit stemme- og mandattal og blev Tysklands næststørste. Hitler var på det tidspunkt statsløs og foragtede parlamentarisk arbejde; han stillede først selv op til præsidentvalget i 1932 efter at være blevet tysk statsborger. Her fik han 36,8% af stemmerne og tabte dermed til Hindenburg, der fik 53%.

Men Hitlers taktik viste sig at være brugbar; bl.a. via deltagelse i højrealliancen Harzburgerfront understregede han sin og Nazipartiets centrale stilling, og 30.1.1933 blev han udnævnt til rigskansler i en højrenational koalitionsregering. Som regeringsleder viste han sig som en stor taktiker og hensynsløs magtpolitiker.

Både før 1933 og efter blev Hitler undervurderet såvel i Tyskland som uden for, hvilket imidlertid styrkede hans selvopfattelse; han ringeagtede sine modstandere og karakteriserede dem som "nuller". Støttet af Hermann Göring forstod Hitler hæmningsløst at udnytte de muligheder, der bød sig efter magtovertagelsen; Weimarrepublikkens politiske system blev sat ud af kraft, forfatningen udhuledes, ikke-nazistiske partier og organisationer lammedes eller blev opløst, og samfundet ensrettedes. Allerede i sommeren 1933 havde nazisterne så godt som fuld kontrol, og magterobringen fuldendtes efter rigspræsident Hindenburgs død 2.8.1934; han efterfulgtes af Hitler, der fik titlen Fører og rigskansler og blev udnævnt til militær øverstkommanderende. Førerposten var ikke konstitutionelt fastlagt, så det bidrog til skabelsen af den såkaldte førerstat, et uindskrænket diktatur med Hitler som den øverste ansvarlige. Med Joseph Goebbels' dygtige iscenesættelse skabtes den såkaldte Førermyte med Hitler som Det Tredje Riges samlende skikkelse og absolutte midtpunkt. Billedet blev fremhævet gennem Hitlers demagogiske retorik og masseagitation, ligeledes arrangeret af Goebbels.

Hitlers mål var at skabe et indenrigspolitisk stærkt, enigt og racemæssigt rent Tyskland og at genskabe landets position som verdensmagt; ingen af delene kunne opnås uden kamp og krig. Fra 1933 bekæmpede han med hård hånd sine politiske modstandere og diskriminerede skånselsløst dem, der af racemæssige årsager skulle udstødes fra det tyske nationale folkefællesskab. Det ramte jøderne, de handicappede og andre "racemæssigt mindreværdige". Nürnberglovene fra 1935 og Krystalnatten i 1938 var foreløbige kulminationer på den nazistiske jøde- og racepolitik. I sine bestræbelser på at genskabe Tysklands stormagtsposition løb Hitler fra Tysklands internationale forpligtelser, fik revideret Versaillestraktaten og påbegyndte militær oprustning.

Hitlers foretrukne opholdssted var landstedet Berghof (ved Berchtesgaden ca. 120 km sydøst for München), hvor han gennem årene modtog en række statsmænd såsom Lloyd George, Neville Chamberlain og ikke mindst Mussolini.

Adolf Hitler tiljubles af en begejstret, heilende menneskemasse på Olympia Stadion i Berlin under 1. maj-manifestationen 1939. For at vinde arbejderne for regimet opfyldte nazisterne i 1933 et længe fremført krav om, at 1. maj skulle være fridag. Den indgik under betegnelsen Tag der nationalen Arbeit i Det Tredje Riges i alt 12 festdage, Feiern des Reiches und des Jahresverlaufs, hvor befolkningen i masseoptog hyldede føreren og bekræftede regimets politik.

I november 1937 lod han de militære ledere forstå, at han var rede til at gå i krig for at skaffe den tyske nation det Lebensraum ('livsrum'), den havde krav på. Fra 1938 gennemførte Tyskland territoriale udvidelser uden krig; Østrigs indlemmelse, Anschluß, gennemførtes i marts 1938, og efter Münchenaftalen indlemmedes de sudetertyske områder af Tjekkoslovakiet i oktober samme år; i marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet indtaget. Det var imidlertid kun begyndelsen. Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i august 1939 var et vigtigt taktisk skridt hen imod den krig, som for Hitler ikke kun var et middel til erobring af Lebensraum, men også et mål i sig selv. Med angrebet på Polen 1.9.1939 påbegyndte han 2. Verdenskrig.

Hitler, der ikke havde brudt sig særlig om det daglige regeringsarbejde, men interesseret sig for de store linjer, især udenrigspolitikken, koncentrerede sig efter krigsudbruddet om krigsførelsen og greb mere og mere ind i den operative del; krigsherren havde afløst politikeren. I begyndelsen havde Hitler stor militær succes: Polen blev nedkæmpet i løbet af få uger, i april 1940 blev Danmark og Norge angrebet og besat, og i maj indledtes felttoget mod Vesteuropa, der sluttede med arvefjenden Frankrigs overgivelse 22.6.1940. Dermed havde Hitler hævnet nederlaget i 1918, og han stod nu på højdepunktet af sin karriere. Han regnede herefter med, at det kun var et spørgsmål om tid, før England ville bede om fred. Dette holdt imidlertid ikke stik, og da det i Slaget om England mislykkedes at tilkæmpe sig luftherredømmet, blev planerne om en invasion af England udskudt.

Adolf Hitler stående i bilen, omgivet af heilende soldater og folk.

I april 1941 gik Tyskland til angreb på Balkan for at hjælpe sin allierede, Italien, og 22.6.1941 kastede Hitler Tyskland ud i krigen mod Sovjetunionen for at erobre Lebensraum i Rusland. Krigen på Østfronten kom til at bryde alle folkeretlige regler; med det sovjetiske modangreb foran Moskva i december 1941 blev angrebet dog standset. Hitlers krigslykke syntes dermed at være vendt, men det afholdt ham ikke fra kort efter Japans angreb på Pearl Harbor 7.12.1941 at erklære USA krig. Hitler håbede at Japan ville angribe Sovjetunionen fra Manchuriet Stalin skulle udkæmpe en tofrontskrig, hvilket ikke skete. Den tyske krigserklæring legitimerede derimod at USA gik aktivt i krig mod Hitler. Tyskland befandt sig nu i en storkrig, som landet ikke kunne vinde. Hitler nægtede dog at se kendsgerningerne i øjnene og fik tyskerne til at kæmpe i en opslidende og for Tyskland ødelæggende krig, der varede frem til maj 1945. Omtrent samtidig med angrebet på Sovjetunionen havde Hitler beordret iværksættelse af "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål", ty. Die Endlösung der jüdischen Frage, dvs. udryddelse af de europæiske jøder. Nazisternes folkemord gik også ud over de slaviske folk og sigøjnerne. Hitler, der i 1942 havde samlet alle væsentlige magtbeføjelser hos sig selv, viste sig ikke i stand til som militær øverstkommanderende at føre en forsvarskrig, og efterhånden som det blev mere og mere klart, at krigen var tabt, antog hans politik og øvrige beslutninger stadig mere desperate og destruktive former. Samtidig forsøgte propagandaministeren, Joseph Goebbels, der i løbet af krigen blev førerstatens repræsentant over for befolkningen, at holde det tyske folks gejst oppe. Flere og flere ledende officerer tvivlede på Hitlers dømmekraft og mentale tilstand, og 20.7.1944 foranstaltedes et bombeattentat mod ham i hovedkvarteret Wolfsschanze. Hitler overlevede dog og lod mange af de konspirerende officerer henrette. Hitlers destruktive politik kulminerede, da han med den såkaldte Nero-ordre 19.3.1945 krævede ødelæggelse af Tyskland, fordi det tyske folk havde svigtet og ikke fortjente at leve videre.

Værelset i bunkeren under Rigskancelliet i Berlin, hvor Adolf Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun 30.4.1945. Amerikansk foto fra juli 1945.

I januar 1945 var Hitler vendt tilbage til Berlin, men kort efter sin 56-års-fødselsdag gav han op. Den 29. april frasagde han sig førertitlen og udnævnte storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger; derefter giftede han sig med sin elskerinde, Eva Braun, og 30. april begik de begge selvmord; Hitler ønskede ikke at blive fanget og ydmyget af de sejrende allierede. Hitler skød sig selv gennem tindingen, og hans lig blev brændt. Den 7. maj kapitulerede Tyskland. De sovjetiske styrker, der havde indtaget Berlin, fandt Hitlers delvis forkullede lig; det blev identificeret ved hjælp af tandkort og derpå brændt. Der eksisterede imidlertid rygter om, at han skulle være undsluppet, lige indtil russerne i slutningen af 1950'erne offentliggjorde obduktionsrapporten; heri hævdedes, at han døde af gift (cyankalium). Men russerne må enten have obduceret et forkert lig (Hitlers lig lod sig næppe obducere), eller også har de af politisk-propagandistiske grunde ønsket at fremstille Hitler som fej ved at påstå, at han begik selvmord vha. gift. Rygtet om Hitlers overlevelse kan betragtes som det sidste levn af den såkaldte Hitler- eller Førermyte, dvs. det billede, som Goebbels, og Hitler selv, havde fremstillet af ham som den ophøjede person, der stod over alt og alle og var ubesmittet af regimets forbrydelser, fx jødeforfølgelsen. Hitlermytens funktion var at samle tyskerne om nazismen, men nazismen, som den var fremstået i Det Tredje Rige, kunne ikke overleve uden Hitler.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Adolf Hitler stående i bilen, omgivet af heilende soldater og folk.

© Dette billede må du ...

Værelset i bunkeren under Rigskancelliet i Berlin, hvor Adolf Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun 30.4.1945. Amerikansk foto fra juli 1945.

© Dette billede må du ...

Adolf Hitler tiljubles af en begejstret, heilende menneskemasse på Olympia Stadion i Berlin under 1. maj-manifestationen 1939. For at vinde arbejderne for regimet opfyldte nazisterne i 1933 et længe fremført krav om, at 1. maj skulle være fridag. Den indgik under betegnelsen Tag der nationalen Arbeit i Det Tredje Riges i alt 12 festdage, Feiern des Reiches und des Jahresverlaufs, hvor befolkningen i masseoptog hyldede føreren og bekræftede regimets politik.

© Dette billede må du ...

Adolf Hitler giver sin autograf til en gruppe unge drenge i Obersalzberg.

© Dette billede må du ...

Adolf Hitler på talerstolen, 1942. Hitler var meget bevidst om sit kropssprog og tog en overgang undervisning hos en skuespiller i Berlin. Han forstod i sine retoriske udfoldelser at kontrollere og udnytte sine følelser; de karakteristiske gestikulationer er således nøje indstuderet.

Viser 5 af 5 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
19/05/2014
Marie-Louise Hammer
17/05/2014
Redaktionen
20/04/2013
Ekspert
AOST
Oprindelig forfatter
KCLa
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki