Den Østrigske Arvefølgekrig

Den Østrigske Arvefølgekrig, fællesbetegnelse for en række væbnede konflikter 1740-48 mellem flere europæiske stater, der blev knyttet sammen af striden om arvefølgen i Østrig.

Gennem Den Pragmatiske Sanktion 1713 havde kejser Karl 6. søgt at sikre tronfølgen for sin datter Maria Theresia. En alliance bestående af Frankrig, Bayern, Spanien og senere Sachsen og Preussen ønskede imidlertid at indsætte kurfyrst Karl Albrecht af Bayern som tysk-romersk kejser og erhverve habsburgske besiddelser. Frederik 2. den Store af Preussen erobrede 1740-42 størstedelen af den habsburgske besiddelse Schlesien (se de schlesiske krige). Storbritannien, der siden 1739 havde været i krig med Spanien, De Forenede Nederlande og Sardinien, greb ind på Østrigs side for at modvirke fransk hegemoni.

Efter at Maria Theresia i 1742 havde sluttet fred med Preussen og afstået Schlesien, besatte Østrig Bayern med bl.a. britisk hjælp. Karl Albrecht blev indsat som kejser Karl 7., men døde i 1745, hvorefter Frans 1. Stephan blev anerkendt og indsat som kejser. Frederik genoptog krigen, 2. Schlesiske Krig 1744-45, og konsoliderede dermed sin erobring af området. De Østrigske Nederlande blev 1745-46 erobret af franske styrker, og Frankrig støttede Karl Edvard Stuarts invasion i Storbritannien. Storbritannien og Frankrig konkurrerede endvidere om verdenshandlen og kolonierne i Indien og Nordamerika.

Krigen afsluttedes ved Freden i Aachen i 1748, da Maria Theresia garanteredes de østrigske arvelande, men måtte afstå besiddelser i Italien til Spanien. Preussen beholdt Schlesien. Huset Hannovers arveret til Storbritannien anerkendtes. Krigen svækkede Østrigs og styrkede Preussens position og varslede dermed grundlæggende ændringer i europæisk storpolitik.