afnazificering

Afnazificering var et af de fire hovedprincipper, som de allierede besættelsesmagter vedtog for behandlingen af Tyskland på Potsdam-konferencen i 1945. Andre hovedprincipper var afmilitarisering, dekartellisering og demokratisering. Afnazificeringen omfattede opløsning af nazistpartiet NSDAP og andre nazistiske organisationer samt forbud mod nazistisk og militaristisk aktivitet. Ledende nazister skulle interneres og retsforfølges, og alle, der havde været aktive nazister, skulle fjernes fra ledende poster; uddannelses- og retssystemet skulle renses for nazistisk og militaristisk indflydelse. Sigtet var at skabe betingelser for en demokratisk udvikling i Tyskland. Nürnbergprocessen var et led i afnazificeringen.

Det Allierede Kontrolråd udsendte direktiver, der skulle sikre ensartede retningslinjer ved undersøgelse af personer, der havde haft ledende poster under nazismen og været medlemmer af NSDAP. I princippet skulle alle tyskere over 18 år besvare et spørgeskema på 131 spørgsmål om deres fortid for at man kunne udsondre og undersøge de personer der havde været mere end nominelt engageret i nazismen dvs. mere end medlem for at man kunne finde frem til potentielle krigsforbrydere. F.eks. medlemmer af SS. På basis deraf blev inddelt i fem kategorier; fra medløbere til meget belastede der skulle undersøges nærmere.

Afnazificeringen blev dog håndteret forskelligt fra zone til zone, ligesom målene med den var forskellige i den østlige og de vestlige zoner. Mens afnazificeringen i begyndelsen blev gennemfør rigorøst i den amerikanske og den sovjetiske zone, gik man mindre strengt frem i den britiske og franske zone. Ud over det umiddelbare mål — at fjerne nazismen og nazistisk indflydelse — blev afnazificeringen i den sovjetiske zone også brugt som et redskab til at indføre kommunistisk styre, mens man i de vestlige zoner med afnazificeringen søgte gennemføre en demokratisering og at etablere parlamentarisk demokrati.

I 1946 blev tyske instanser – de såkaldte Spruchkammer (en slags informelle retsinstanser)- inddraget i afnazificeringen. De gennemførte afnazificeringen mere lempeligt, hvilket medførte at mange ved at fortie oplysninger eller skaffe sig gunstige udtalelser (de såkaldte "Persilscheine") slap igennem uden videre følger. Udrensningerne som følge af afnazificeringen medførte problemer for den tyske administration. De tyske kirker, konservative og eksnazister angreb afnazificeringen, mens menigmand kritiserede den for at ramme de små og lade de store gå fri. Med hensyn til undersøgelser af enkeltpersoner blev afnazificeringen stort set bragt til ophør i slutningen af 1940'erne; officielt blev den afsluttet i Vesttyskland ved lov i 1950 og den ophørte i 1954. Retsforfølgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fandt og finder derimod fortsat sted. Den foreløbigt sidste retssag bliver gennemført i Oldenburg her i 2023.

Den vesttyske grundlov fra 1949 gav med artikel 131 mulighed for, at udrensede personer senere kunne blive reintegreret og rehabiliteret og eventuelt vende tilbage til de stillinger de havde i 1945. Det kom suspenderede dommere og professorer til gode. Meget omdiskuteret blev at kansler Konrad Adenauer gjorde Hans Globke der i 1936 havde skrevet bekendtgørelsen til racelovene fra Nürnberg, til sin statssekretær. Han blev et symbol på hvorledes dele af den nazistiske elite kom til at fungere videre efter 1945.

Godt seks millioner mennesker berørtes direkte af afnazificeringen i vestzonerne, op imod en million i østzonen og ca. 580.000 i Østrig.