Slaget ved Isted, den 25. juli 1850, det største og et af de blodigste i Danmarks historie, stod mellem den danske hær under general Christoph von Krogh og en slesvig-holstensk oprørshær under general Wilhelm von Willisen. På dansk side deltog 37.500 mand, på slesvig-holstensk 26.800. Oprørshæren var tilsyneladende opstillet til forsvar, men den overordnede plan var at opfange et dansk angreb, fastholde den danske hær under kampen om Isted og siden tilintetgøre den ved at angribe og omfatte den på begge fløje.
Danskernes plan var at angribe med hovedstyrken mod Isted og udføre et flankeangreb med en mindre styrke mod oprørshærens venstre fløj for at afskære den og nedkæmpe den. Oprørshærens angreb kom overraskende, men det lykkedes ikke trods forvirring i den danske ledelse, bl.a. på grund af tab blandt førerne. Det danske flankeangreb blev ikke udløst, fordi forvirringen medførte ordre om at forene sig med hovedstyrken. Flankestyrkens tilstedeværelse fik dog oprørshæren til at gå tilbage og den danske hær havde dermed vundet slaget.
De danske tab blev opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 fangne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072.
Læs også om Slesvig-Holsten og 1. Slesvigske Krig (Treårskrigen 1848-51).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.