Magdeburg, hovedstad for den tyske delstat Sachsen-Anhalt; 231.500 indb. (2011). Byen ligger ved Elben nær krydsningspunktet mellem Elbe-Havel-kanalen og Mittellandkanal i et indlandsdelta, hvor Elben danner et par småøer, der udnyttes til rekreative arealer som park (Rotehorn) og sportsfaciliteter.

Den ældste bydel ligger vest for Elben og rummer den rigt udsmykkede gotiske domkirke (1209-1520) opført som en treskibet basilika. Nær domkirken ligger den oprindelig romanske kirke og Kloster Unser Lieben Frauen fra 1000-1100-t. Nord herfor ligger den gamle markedsplads med et toetagers barokrådhus (1691) og et vinhus med hvælvinger fra 1300-t. samt den berømte Magdeburg-rytter, der er en kopi fra 1966; originalstatuen af Otto 1. den Store fra ca. 1240 står i Kulturhistorisches Museum.

Store dele af byen blev ødelagt under bombardementer i 1945; bl.a. står Johanneskirken stadig som ruin. Elbpromenaden fører mod nord frem til Lukastårnet, den sidste rest af en middelalderlig befæstning.

Magdeburg har flere uddannelses- institutioner, bl.a. inden for teknik og medicin. Byens trafikmæssigt gode beliggenhed ved vandveje, et vigtigt skibshæveværk (Rothensee fra 1938), motorvej og jernbane (hovedbanegård fra 1870) har skabt mulighed for byens mangesidige industri, der især ligger i de nord- og sydlige forstæder. Her findes maskinindustri, valseværker, kemisk industri samt nærings- og nydelsesmiddelindustri.

Historie

Magdeburg nævnes første gang i 805 som handelsplads på grænsen mellem tysk og slavisk beboet område. Byen blev ærkebispesæde i 962 og var som hansestad en af middelalderens mest betydningsfulde tyske handelsbyer.

Magdeburg opnåede aldrig rigsumiddelbarhed, men dens udstrakte selvstyre dannede som magdeburger ret, nedskrevet 1188, mønster for mange centraleuropæiske byer. I 1631 blev Magdeburg, der fra Reformationen 1524 og frem var en protestantisk højborg, belejret af Johann Tilly, som lod den afbrænde og slog 2/3 af de mere end 30.000 indbyggere ihjel.

I 1806 overgav byen sig uden kamp til Napoleon 1. og var frem til 1813 en del af kongeriget Westfalen. Derefter blev Magdeburg hovedstad i den preussiske provins Sachsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig