Potsdam. Hans Otto Theather, der er tegnet af Gottfried Boehm, åbnede i 2006.

.

Potsdam er en by i søområdet ved floden Havel sydvest for Berlin og hovedstad i den tyske delstat Brandenburg; 157.000 indbyggere (2010).

Mellem jernbaneknudepunktet Potsdam og Berlin byggedes i 1838 Preussens første jernbane, og byen har i dag et varieret erhvervsliv med blandt andet fremstilling af lokomotiver og både. Desuden findes elektro- og fødevareindustri.

I omegnen af Potsdam findes meget betydelig frugtavl. En række pragtbygninger og kulturmindesmærker har gjort turismen til et vigtigt erhverv; Potsdam er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Også forskning og videnskab spiller en vigtig rolle. Her findes bl.a. universitet, astrofysisk observatorium, meteorologisk institut og geodætisk institut. I bydelen Babelsberg ligger store film- og fjernsynsstudier.

Betydelige dele af nutidens byområde var indtil 1700-tallet dækket af vand og sumpe. Derfor er mange huse opført på et fundament af træstammer eller betonpæle. De yngste bydele rummer mange fornemme lejlighedskomplekser og villaer. Allerede før 2. Verdenskrig var Potsdam begyndt at blive en slags forstad til Berlin.

På trods af at de centrale dele blev stærkt beskadiget under 2. Verdenskrig, har meget overlevet, bl.a. de gamle byporte (Brandenburger Tor, Nauener Tor og Jäger Tor). Den stærkt forfaldne bygningsmasse er nu under sanering, og Potsdam er atter et attraktivt boligområde for folk, der arbejder i Berlin.

Arkitektur

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

.

G.W. von Knobelsdorffs klassicistiske ombygning af byens slot indledte et bygningsmæssigt opsving; han opførte desuden slots- og parkanlægget Sanssouci.

Karl Friedrich Schinkel projekterede flere arbejder i Potsdam; et hovedværk er den klassicistiske Nikolaikirche (1837) samt slottet Babelsberg (påbegyndt i 1835). Nævneværdig er Holländische Viertel, 134 huse i hollandsk stil, opført mellem 1733 og 1740 i hjertet af Potsdam.

Erich Mendelssohns nærmest skulpturelle Einstein-observatorium (1921) er et vigtigt eksempel på ekspressionistisk arkitektur. Et nyt interessant boligområde er Bornstedter Feld, beliggende ved den store Volkspark Potsdam, hvor et tidligere kaserneområde omdannes til boliger, institutioner og arbejdspladser. Projektet, der afsluttes i 2015, vil kunne huse 14.300 indbyggere. Området blev i 2002 belønnet med bybebyggelsesprisen: Deutsche Städtebaupreis.

Filmmuseum Potsdam viser film og udstillinger om Babelsberger Filmstudios samt film og medier. En nyindretning er Museet for brandenburgisk-preussisk historie (2003).

I 1990 blev Potsdam slots- og parkanlæg optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

Historie

Potsdam fik særlig betydning fra 1660 som først de brandenburgske kurfyrsters, derpå de preussiske kongers anden residens efter Berlin. Efter 1701 lod Frederik Vilhelm 1. og siden Frederik 2. den Store byen udbygge til Preussens første garnisonsby.

Den 21. marts 1933 konstitueredes Rigsdagen i byens garnisonskirke, hvormed Adolf Hitler ville understrege kontinuiteten mellem de preussiske traditioner og nazismen.

I perioden 1952-1990 var Potsdam hovedby i Bezirk Potsdam i DDR og fra 1990 hovedstad i delstaten Brandenburg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig