De Frisiske Øer

De Frisiske Øer, række af øer langs Nordsøen mellem den danske halvø Skallingen og den hollandske provins Noordholland.

De Frisiske Øer inddeles i De Nordfrisiske Øer, der dels hører til Danmark (Fanø, Mandø, Rømø), dels til Tyskland (Sild, Før, Amrum, Halligerne, der er småøer uden digebeskyttelse, Pelvorm, Nordstrand), de tyske Østfrisiske Øer (Wangerooge, Spiekeroog, Langeoog, Baltrum, Norderney, Juist, Borkum) og de hollandske Vestfrisiske Øer eller Waddeneilanden (Rottumeroog, Schiermonnikoog, Ameland, Terschelling, Vlieland, Texel samt ubeboede sandflader).

Mellem øerne og fastlandet ligger det store vadehavsområde, der har tidevandsskift to gange i døgnet. Ørækken udgør en gammel kystlinje, hvor stormfloder i fx 1362, 1634 og 1825 ødelagde store arealer; dele er igen blevet til land takket være enorme inddigningsarbejder.

Øerne er oftest flade smeltevandsflader med klitter og marskaflejringer; nogle af De Nordfrisiske Øer har en kerne af moræneaflejringer fra Saale-istiden. Flere øer har landforbindelse ved lavvande eller er forbundet med fastlandet med dæmninger.

De Frisiske Øer hører til de tre landes mest følsomme naturområder, og der føres en restriktiv politik over for de turisterhverv, der bærer øernes økonomi; desuden findes fiskeri og landbrug (får, kvæg). Den oprindelige befolkning var frisere, og endnu tales visse frisiske dialekter (se frisisk).