Altranstädt, landsby i det østlige Tyskland, 14 km vest for Leipzig. I september 1706 blev der i Altranstädt sluttet en fred mellem Karl 12. af Sverige og kurfyrst Frederik August 1. af Sachsen (August 2. Mocny af Polen). Freden bekræftede Karl 12.s dominans i Polen og tvang Sachsen ud af det antisvenske forbund med Rusland, men efter det svenske nederlag til Rusland ved Poltava i 1709 erklærede August 2. Mocny fredsslutningen for ugyldig.