Faktaboks

Frederik Vilhelm 4.
Født
1795
Død
1861

Frederik Vilhelm 4., Friedrich Wilhelm, 1795-1861, konge af Preussen fra 1840; søn af Frederik Vilhelm 3. Frederik Vilhelm 4. havde et sværmerisk temperament og nærede brændende interesse for ældre germansk historie og de skønne kunster; som barn af den tyske nationalromantik er han blevet kaldt "romantikeren på tronen".

Frederik Vilhelm var en overbevist tilhænger af idéen om kongedømmet af Guds nåde og tog derfor kraftigt afstand fra tidens liberale strømninger. Martsrevolutionen i Berlin i 1848 blev en stor ydmygelse for kongen, der blev tvunget til at hylde revolutionen og efterfølgende måtte indkalde en grundlovgivende nationalforsamling. Allerede i november samme år kunne han efter revolutionens sammenbrud imidlertid udnævne en konservativ regering; Berlin blev sat i undtagelsestilstand, og måneden efter opløstes nationalforsamlingen. Forfatningen fuldførtes i konservativ udformning i 1853. I 1849 afviste Frederik Vilhelm Frankfurterparlamentets tilbud om tysk kejsertitel, da han kun ville udnævnes af fyrsterne. I stedet forsøgte han at danne et "lilletysk" rige, men måtte opgive planerne i 1850 efter russisk og preussisk pres (Olmützpunktuationerne).

Begivenhederne i 1848 havde givet den i forvejen mentalt ustabile konge et varigt psykisk knæk, og fra 1858 var hans helbred så svækket, at broderen Vilhelm (1.) måtte overtage regeringsførelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig