Rosa Luxemburg

I modsætning til Lenin var Rosa Luxemburg ubetinget tilhænger af internationalismen og derfor i opposition til de etablerede russiske og polske socialistpartier, der støttede polsk selvstændighed. I 1893 var hun medstifter af det konkurrerende Polens Socialdemokratiske Arbejderparti, forløberen for det senere Polske Kommunistparti.

Efter at være blevet tysk gift bosatte Rosa Luxemburg sig i 1899 i Berlin og tilsluttede sig det tyske socialdemokratiske parti SPD. Som repræsentant for den revolutionære fløj kæmpede hun energisk imod Eduard Bernsteins revisionistiske linje, bl.a. med skriftet Sozialreform oder Revolution? (1898, da. Socialreform eller revolution?, 1969). Erfaringerne fra masseopstandene i 1905 i Polen og Rusland blev afgørende for hendes politiske udvikling; hun blev bestyrket i sin tiltro til den revolutionære masseaktion, men lagde modsat Lenin mindre vægt på det revolutionære parti og lagde sig bl.a. ud med den reformistiske fagbevægelse i Tyskland.

Rosa Luxemburgs teoretiske hovedværk er Die Akkumulation des Kapitals (1913, da. Kapitalens akkumulation, 1976), hvori hun beskriver imperialismen som resultat af den udviklede kapitalismes behov for ekspansion i mindre udviklede dele af verden med henblik på at udnytte og bevare kapital-akkumulationen.

Sammen med Karl Liebknecht og andre radikale socialister modsatte Rosa Luxemburg sig i 1914 den socialdemokratiske borgfredspolitik og dannede i 1916 Spartakusforbundet, som blev grundstammen i Kommunistische Partei Deutschlands, KPD, grundlagt omkring årsskiftet 1918-19. Som politisk lederskikkelse blev hendes indsats kortvarig; den 15. januar 1919, under den såkaldte Spartakusopstand, blev Rosa Luxemburg og Liebknecht grebet og myrdet af reaktionære frikorpsofficerer.

Rosa Luxemburgs betydning ligger først og fremmest i den teoretiske og programmatiske indflydelse, som hun øvede på sin samtid og på eftertidens venstrefløj. Hun opfattes som eksponent for en "demokratisk kommunisme". Med sin internationalisme, tiltro til spontane masseaktioner og afvisning af Lenins demokratiske centralisme som revolutionært organisationsprincip blev Rosa Luxemburg i 1960'erne og 1970'erne en teoretisk og politisk inspirationskilde for mange venstreintellektuelle.