Få uger efter KPD's stiftelse blev Liebknecht og Luxemburg myrdet. Mordet skete under Spartakusopstanden i januar 1919, og det betød en alvorlig ledelsesmæssig svækkelse af partiet. Tilslutningen til Komintern i 1919 indebar, at KPD efterhånden blev afhængigt af det ledende sovjetiske parti og bolsjeviseret. I 1920'erne gennemlevede partiet en del bitre fraktionskampe.
I 1923 indgik KPD i koalitionsregeringer med det socialdemokratiske parti SPD i delstaterne Sachsen og Thüringen. De blev dog stoppet efter militær intervention.
Fraktionskampene blev afsluttet, da Ernst Thälmann i 1925 blev valgt til partiets formand. Han stillede samme år op til valget til rigspræsident og blev derved kendt i bredere kredse, men blev med godt 7 % af stemmerne ikke valgt. KPD svingede indtil 1933 mellem enhedsfrontbestræbelser og konfrontation i forhold til SPD, og det kæmpede mod nazisterne i gaderne.
KPD førte i 1920'erne en radikal revolutionær kurs i forhold til Weimarrepublikken, og partiet forsøgte i oktober 1923 at rejse en opstand i Hamburg. Det fik øget folkelig opbakning fra 1924 og især under den økonomiske krise fra 1929. Tilslutningen kulminerede under rigsdagsvalget i november 1932, hvor KPD opnåede opbakning fra 16,8 procent af vælgerne og blev Tysklands tredje største parti.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.