Anschluß. I Dagens Nyheder 14.3.1938 bragtes dette foto med teksten: Tysk Soldat bydes hjertelig Velkommen i den østrigske Grænseby Kufstein.

.

Anschluß, (ty. 'tilslutning'), Østrigs indlemmelse i Tyskland 1938. Anschluß-tanken gik tilbage til beg. af 1800-t. og blev efter det østrig-ungarske monarkis sammenbrud i 1918 et meget anvendt politisk slagord for Østrigs tilslutning til Det Tyske Rige, især af de østrigske socialdemokrater.

Den østrigske provisoriske nationalforsamling i Wien erklærede 12.11.1918 Tysk-Østrig for en del af Tyskland. De sejrende magter efter 1. Verdenskrig — især Frankrig og Italien — modsatte sig dog dette, og fredsaftalerne i Versailles og Saint-Germain-en-Laye i 1919 forbød Anschluß. I 1920 standsede de allierede en folkeafstemning om Anschluß, og i 1931 hindredes indgåelse af en toldunion mellem Østrig og Tyskland.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 var den østrigske regering imod Anschluß, men tanken støttedes stadig af store dele af den østrigske befolkning. I 1934 mislykkedes et nazistisk kupforsøg, og i 1936 garanterede Tyskland østrigsk selvstændighed, mod at landet førte en tyskvenlig politik. Efter tysk pres blev nazisten Arthur Seyß-Inquart i 1938 udnævnt til indenrigsminister. Da forbundskansler Kurt Schuschnigg forsøgte at forhindre Anschluß gennem en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed, blev han tvunget til at gå af, og Seyß-Inquart blev ny forbundskansler.

Efter indmarch af tyske tropper blev Anschluß proklameret 13.3.1938 og senere bekræftet ved folkeafstemninger i Tyskland og Østrig. Navnet Österreich blev afskaffet og midlertidigt erstattet med betegnelsen Ostmark, der nu indgik i Det Tyske Rige (Deutsches Reich, fra 1943 Großdeutsches Reich).

Anschluß blev annulleret i 1945, og statstraktaten af maj 1955, som afsluttede den allierede besættelse, forbød Østrig at indgå politisk eller økonomisk union med Tyskland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig