Faktaboks

Hermann Göring
Født
12. januar 1893, Rosenheim, Tyskland
Død
15. oktober 1946, Nürnberg, Tyskland

Hermann Göring (th.) sammen med Paul von Hindenburg og Adolf Hitler under en mindehøjtidelighed den 27. august 1933 ved Tannenbergmonumentet, der blev opført i 1927 til minde om Hindenburgs sejr over russerne i 1914.

.
Hermann Göring og admiral Erich Raeder

Generaloberst Walther von Brauchitsch, rigsluftfartsminister Hermann Hermann Göring og admiral Erich Raeder på vej ud fra rigskancelliet efter nytårskuren hos Hitler, 1930'erne. I baggrunden ses en skulptur i den nye germanske stil.

Hermann Göring og admiral Erich Raeder
Af .

Hermann Göring (th.) byder rigsfører Heinrich Himmler velkommen som leder af det hemmelige statspoliti den 20. april 1933.

.
Hermann Göring

Hermann Göring. Foto fra 1938.

Hermann Göring
Af .

Hermann Göring var en tysk nazistisk politiker. Han fungerede fra 1936 som Det Tredje Riges "økonomichef" og var samtidig chef for det tyske flyvevåben Luftwaffe, fra 1940 med titel af rigsmarskal. I 1946 blev han dødsdømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men unddrog sig dommens fuldbyrdelse ved at begå selvmord.

Den tidlige militære karriere

Hermann Görings far, juristen Heinrich Ernst Göring, var som rigskommissær den øverste civile embedsmand i kolonien Tysk Sydvestafrika (i dag Namibia) og senere tysk diplomat i flere lande i Caribien. Hermann Göring blev dog født i Rosenheim i Bayern, hvor han også tilbragte sine første leveår. Hans skolegang foregik ved militærakademier forskellige steder i Tyskland.

Deltagelsen i 1. Verdenskrig

Da Tyskland i 1914 startede 1. Verdenskrig, deltog han som infanteriofficer i angrebet på Frankrig.

Efter en sygdomsperiode kom Hermann Göring til det nyoprettede tyske flyvevåben, hvor han blev kendt for at foretage luftfotografering af fjendens stillinger og senere berømt som jagerpilot. Hans luftsejre – i alt 22 i løbet af krigen – indbragte ham Tysklands fornemste orden Pour le mérite.

Da Manfred von Richthofen, som gik under navnet Den Røde Baron, i april 1918 blev skudt ned og dræbt, overtog Göring ledelsen af dennes berømte jagereskadrille, kendt som "det flyvende cirkus".

Årene efter 1. Verdenskrig

Det blev også flyvning, Hermann Göring ernærede sig ved efter krigens afslutning og flyvevåbnets opløsning. Han opholdt sig i en periode i Danmark og Sverige, hvor han fungerede som kunst-, trafik- og taxiflyver.

I Sverige lærte han svenske Carin von Kantzow at kende. Hun fulgte med ham tilbage til Tyskland i 1921, og efter sin skilsmisse giftede hun sig med ham i 1923. Ægteskabet varede til hendes død i 1931.

Mødet med Hitler og medlemskabet af NSDAP

Hitler og Göring

Adolf Hitler (med ryggen til) hilser på Hermann Göring under en parade i Berlin i forbindelse med Nationaler Feiertag des deutschen Volkes den 1. maj 1938. Som øverstkommanderende for Luftwaffe har han Luftwaffes uniform på, og han bærer marskalstaven efter den 4.februar 1938 at være blevet udnævnt til generalfeltmarskal.

Hitler og Göring
Af .

Tilbage i Tyskland studerede Hermann Göring historie, statskundskab og økonomi ved universitetet i München uden at færdiggøre studierne. I 1922 meldte han sig ind i nazistpartiet, NSDAP, efter at have mødt Adolf Hitler og hørt denne tale.

Hitler var glad for at få en berømt krigshelt med i partiet og overdrog ham opbygningen af partiets paramilitære stormtropper SA.

Deltagelsen i Ølstuekuppet i 1923

Göring deltog i det såkaldte Ølstuekup i München den 9. november 1923. Som start på et statskup imod Weimarrepublikkens demokratiske regering ville nazisterne marchere til Berlin. Inspirationen kom fra den march til Rom, der året før havde bragt fascisten Mussolini til magten i Italien.

Nazisterne blev dog allerede i München standset af politiet, og Hermann Göring blev alvorligt såret af skud.

Flugten fra Tyskland og morfinafhængigheden

Han undgik dog arrestation og flygtede til Østrig og i 1924 videre til Italien for i 1925 at ende i Sverige.

Behandlingen for skudlæsionerne havde gjort Göring afhængig af morfin, og i Sverige blev han flere gange indlagt på psykiatriske sygehuse. Under en indlæggelse i Stockholm konstaterede lægerne, at Göring led af et meget stærkt, nærmest patologisk had til jøder. Han vedblev at være narkoman resten af livet.

Hjemvendelsen til Tyskland i 1925

Efter at rigspræsident Paul von Hindenburg i 1925 gav amnesti til et stort antal politiske voldsforbrydere fra venstre- og især højreekstremistiske kredse, vendte Göring tilbage til Tyskland.

Hans status som berømt krigshelt skaffede ham adgang til ledende kredse inden for politik og erhvervsliv. Han blev NSDAP's forbindelsesled til disse kredse og medvirkede til at rejse betydelige pengebeløb til støtte for partiet fra ledende erhvervsfolk.

Målet om diktatur i Tyskland

De rigelige pengemidler muliggjorde en propaganda, der med sit store omfang og moderne udtryk var med til at gøre NSDAP til det foretrukne parti hos den del af den tyske befolkning, der ønskede demokratiet afskaffet til fordel for et autoritært regime eller diktatur.

Hermann Göring arbejdede ihærdigt for dette mål som medlem af Rigsdagen fra 1928 og var med sit aktive selskabsliv med til at bevæge mange konservative erhvervsfolk til at støtte nazisterne. Efter NSDAP's valgsejr blev Göring i 1932 valgt til formand for Rigsdagen, og i den position fik han en ledende rolle i afskaffelsen af demokratiet.

Rollen som nøgleperson under nazismen

Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til rigskansler. I den forbindelse gjorde Hitler Hermann Göring til minister uden portefølje som én af tre nazister i den nazistisk-konservative regering.

Som kommissarisk indenrigsminister i Preussen med herredømme over politiet og fra april 1933 preussisk ministerpræsident blev Göring en nøglefigur i nazisternes magterobring. Han sikrede den fuldstændige nazistiske kontrol med Tysklands største delstat.

Styrkelsen af SA og SS og oprettelsen af Gestapo

Göring gjorde partimilitserne SA og SS til hjælpepoliti med beføjelse til at bruge skydevåben efter behag. Han oprettede det hemmelige statspoliti Gestapo og grundlagde nogle af Tysklands første koncentrationslejre. Han oprettede også efterretningstjenesten Forschungsamt. Ved hjælp af postovervågning, telefon- og rumaflytning sikrede Forschungsamt ham og Hitler hemmelig indsigt i, hvad der rørte sig blandt både oppositionsfolk og ledende nazister.

Efter Rigsdagsbygningens brand den 27. februar 1933 ledede Göring den massive terror mod tyske kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk. Dog slog forsøget på at få dømt en række ledende kommunister ved den efterfølgende skueproces fejl.

De lange knives nat

I sommeren 1934 spillede Göring en central rolle i Röhm-affæren (de lange knives nat). Her blev SA-lederen Ernst Röhm dræbt sammen med op imod 200 medlemmer af den nazistiske venstrefløj, der ønskede at fortsætte den gennemførte nationale revolution som en antikapitalistisk social omvæltning.

Göring som Hitlers efterfølger

Kort efter udpegede Hitler Göring til sin efterfølger, hvilket dog først blev offentliggjort på dagen for Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939.

Magtovertagelsen i Preussen blev brugt af nazisterne som model i resten af landet, og den gav Göring positionen som nummer to i det nazistiske hierarki. I 1930'erne var der ingen af Hitlers nærmeste, der havde så megen magt og så betydelige poster som Hermann Göring.

Udover posterne i Preussen og som rigsminister uden portefølje var han rigskommissær for luftfart og medlem af Lufthansas tilsynsråd. Som øverstkommanderende for luftvåbnet opbyggede han – til at begynde med hemmeligt – det tyske Luftwaffe til en moderne, slagkraftig og propagandavirksom styrke.

Hitler udnævnte også Göring til rigsjægermester, rigsforstmester og til øverste ansvarlige for naturbeskyttelse. Men miljøpolitisk gjorde han dog ikke meget væsen af sig.

Det Tredje Riges økonomichef

Vægtigst var Görings post fra 1936 som råstof- og valutakommissær og samme år som kommissær for Fireårsplanen. Denne post gjorde ham til hovedansvarlig for Tysklands økonomi.

Fireårsplanen var inspireret af Femårsplanerne i Stalins Sovjetunion. Den rummede væsentlige planøkonomiske elementer som fødevarerationering, kontingentering af råstoftildelinger m.v.

Den tyske økonomi var svag efter 1. Verdenskrig og Weimarrepublikkens kriser og kronisk manglede valuta skulle. Uden at ændre ved de privatkapitalistiske ejendomsforhold skulle Fireårsplanen sikre, at økonomien blev omstillet til krig. Samtidig skulle den gøre det muligt for regimet at købe sig tilslutning hos befolkningen med velfærdsstatsydelser.

Görings mål om autarki

Görings mål var autarki. Det var et helt igennem umoderne koncept, der indebar, at Tysklands økonomi skulle hvile i sig selv og fungere uafhængigt af verdensmarkedet.

Det krævede, at den tæt befolkede stat gennem ekspansionskrig udvidede sit territorium (Lebensraum) massivt. Efter nazisternes socialdarwinistiske raceteori havde tyskerne som såkaldt herrefolk ret til at kolonisere store områder af Østeuropa. De kunne frit udnytte de derboende slaviske befolkninger som hjælpefolk og udrydde jøderne og andre "racer", som de definerede som mindreværdige.

Hungerplanen

I denne ånd udkastede Göring forud for angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941, kaldet Fall Barbarossa, en plan for Tysklands fremtidige udnyttelse af de besatte sovjetiske områder.

Den såkaldte Hungerplan blev nedfældet i en manual, der omtaltes som "Görings grønne mappe". I planen forudså han, at 20-30 millioner mennesker i disse områder ville dø af sult, når det ukrainske landbrugsoverskud blev konfiskeret for at forsyne værnemagten og det tyske marked med fødevarer.

Statskoncernen Hermann-Göring-Werke

Målsætningen om autarki var også baggrunden for grundlæggelsen af statskoncernen Hermann-Göring-Werke. Den opførte et gigantisk stålværk ved byen Salzgitter, der blev grundlagt af nazisterne.

Koncernen udviklede sig til en magtfuld aktør i den tyske stål-, rustnings- og transportindustri. Det gjorde den bl.a. ved "arisering" af jødisk ejede firmaer og konfiskation af virksomheder i de besatte lande.

Hermann-Göring-Werke var desuden storforbruger af tvangsarbejdere fra de besatte lande og koncentrationslejrfanger.

Hermann Görings popularitet

Som magtpolitiker var Hermann Göring brutal. Men hans folkelige, joviale facon skaffede ham stor opmærksomhed og popularitet i vide kredse.

Hans forkærlighed for prunk og fantasifulde uniformer og hans tiltagende kropsfylde gjorde ham samtidig til foretrukken skydeskive for karikatur og latterliggørende propaganda blandt de allierede.

Udenlandske diplomater satte pris på, at han var til at tale med – til forskel fra Hitler, der mest holdt lange enetaler.

Ægteskabet med Emmy Köstlin

Både diplomater og erhvervsfolk holdt af Görings mange jagtselskaber og gallafester, hvor kulturlivets kendte flokkedes. I 1935 giftede han sig med Emmy Köstlin (født Sonnemann, 1893-1973), og i 1938 fik de datteren Edda. Emmy Köstlin var filmskuespiller, men hun blev mest kendt som Det Tredje Riges førstedame, idet hun ofte ledsagede den ugifte Hitler ved officielle begivenheder.

Görings besøg i Danmark i 1938

I sommeren 1938 aflagde Göring privat besøg i Danmark med sin luksus yacht Carin II. Han lagde bl.a. til i København og i Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede Hamlet på Kronborg.

I den forbindelse kom den samme fascination som i Tyskland til udtryk i store dele af den danske presse, der dækkede nazilederens besøg ukritisk og beundrende. Det danske kongehus tildelte da Göring Storkorset af Dannebrogordenen. Det er den højeste udmærkelse, en udlænding, der ikke er statsoverhoved, kan få.

Hermann Görings rolle i jødeforfølgelsen

Mens SS-rigsfører Heinrich Himmler i løbet af 1930'erne overtog herredømmet over det tyske politi og koncentrationslejrene, vedblev Hermann Göring at spille en nøglerolle i forfølgelsen af jøderne. Han tilrettelagde disses udelukkelse fra det tyske samfundsliv, af nazisterne omtalt som "den endelige løsning af det jødiske spørgsmål" (Endlösung).

Ariseringen

Göring stod bag "ariseringen", dvs. overførslen af jødiske formueværdier til ikke-jødiske ejere. Dette skete ved, at jøder blev presset eller tvunget med vold til at afhænde deres formueværdier til priser langt under markedsværdi.

Den antijødiske politik

Den antijødiske politiks mål var – indtil den totale fysiske udryddelse begyndte i sommeren 1941 – at drive Tysklands ca. 500.000 jøder ud af landet. De tyske jøder og jødiske organisationer i udlandet skulle bringes til at finansiere udvandringen.

For at opnå sidstnævntes medvirken betjente Hermann Göring sig af jødiske mellemmænd. Blandt disse var fx Hugo Rothenberg, en dansk grosserer, der havde hjulpet ham ud af økonomiske vanskeligheder i tiden lige efter 1. Verdenskrig.

Krystalnatten og dens eftervirkninger

Straks efter Novemberpogromen i 1938 – af den nazistiske propaganda kaldet Krystalnatten – ledede Göring den 12. november 1938 et møde for højtstående repræsentanter for det nazistiske regime. Her blev det besluttet fuldstændigt at fjerne jøderne fra det tyske økonomiske liv og konfiskere alle formueværdier, der endnu var på jødiske hænder.

Som led i udplyndringen blev jøderne pålagt at betale den tyske stat en "bod" på svimlende 1 milliard Rigsmark i erstatning for de skader, den nazistiske vold havde påført dem. Inddrivelse af pengene blev pålagt de jødiske organisationer i Tyskland. Disse påtog sig således et medansvar for udplyndringen og den tvungne udvandring i det illusoriske håb at kunne mildne følgerne for deres medlemmer.

Udryddelsen af jøderne

For at fremme jødernes udvandring grundlagde Göring i februar 1939 Rigscentralen for jødisk udvandring. Kort efter gav Hitler ham til opgave at stå i spidsen for Endlösung.

I sommeren 1941, da målet med den antijødiske politik skiftede fra fordrivelse til total fysisk udryddelse, var Görings stjerne dog dalet noget. Han måtte overlade ledelsen af jødeforfølgelsen til sin ærkerival Heinrich Himmler og dennes næstkommanderende, Reinhard Heydrich, som var chef for afdelingen for indre sikkerhed, RSHA.

Den militære karriere i Det Tredje Rige

Versaillestraktaten 1919 forbød Tyskland at have et luftvåben. Derfor måtte Göring i starten opbygge det under civilt dække. Men efter indførelsen af almindelig værnepligt i 1935 brød det nazistiske styre åbent med fredsslutningens betingelser.

Etableringen af Luftwaffe

Under Den spanske Borgerkrig 1936-1939 blev tyske eskadriller under dæknavnet Legion Condor indsat på kupgeneralen Fransisco Francos side imod den demokratiske regerings positioner. Luftwaffe viste sig desuden effektivt i lynkrig under felttogene imod Polen i 1939.

Luftwaffe leverede også den trussel om luftbombardementer mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig i 1940, som var med til at få den danske regering til hurtigt at indstille kampen mod den tyske invasion den 9 april 1940.

Den 14. maj 1940 bombede tyske fly den hollandske havneby Rotterdam i historiens første massive luftbombardement af en ubeskyttet by med over 1.000 dræbte og 85.000 hjemløse som resultat.

Göring som rigsfeltmarskal i 1940

Adolf Hitler kvitterede for Luftwaffes sejre med at udnævne Göring til rigsfeltmarskal, en nyopfunden titel, der rangerede over generalfeltmarskal. Men øverstkommanderende for værnemagten blev Göring ikke.

Det var nemlig klart, at han i 1938/39 – i erkendelse af den tyske økonomis svage stilling – ikke delte Hitlers ønske om at forcere den tyske ekspansion på trods af risikoen for krig med Storbritannien og Frankrig.

I 1938 havde Göring således bestræbt sig på at mægle i forbindelse med Münchenaftalen. Og i sommeren 1939 forsøgte han – bl.a. med den svenske forretningsmand Birger Dahlérus som underhandler – at hindre eller i hvert fald udskyde krigsudbruddet.

Görings dalende status efter 1940

Görings position hos Hitler blev dog dog først for alvor svækket, da det i sommeren 1940 viste sig umuligt for Luftwaffe at erobre luftherredømmet i Slaget om England og forhindre allierede bombefly i at angribe mål i Tyskland.

Hans position svækkedes yderligere i vinteren 1942-1943. Da blev det tydeligt, at han ikke kunne opfylde sit løfte til Hitler om at sørge for, at de tyske styrker, der var indesluttede ved Stalingrad, fik tilført tilstrækkeligt med forsyninger ad luftvejen.

Da også Fireårsplanen slog fejl, og Albert Speer, som i foråret 1942 blev udnævnt til minister for bevæbning og ammunition, overtog styringen af den tyske rustningsøkonomi, mistede Göring efterhånden anseelse. Speer, Joseph Goebbels og Heinrich Himmler fik samtidig stadig større magt i det nazistiske hierarki.

Resten af krigen levede Hermann Göring mere tilbagetrukket på sit luksuriøse landsted, Carinhall, hvor han helligede sig sin passion for jagt. I konkurrence med Hitler og NSDAP's chefideolog Alfred Rosenberg opbyggede han desuden en enorm kunstsamling gennem tyverier fra tyske jøder og de besatte områder.

Udstødelsen af NSDAP

Da Göring i april 1945 forsøgte at overtage magten i Tyskland, udstødte Hitler ham af partiet og lod ham i hemmelighed arrestere. I sit politiske testamente, som Hitler skrev dagen før selvmordet den 30. april 1945, udnævnte han i stedet storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger.

Hermann Göring og Nürnbergprocessen

Göring og Nürnbergprocessen

Otte af de i alt 21 ledende nazister, der under Nürnbergprocessen blev anklaget for krigsforbrydelser i retssalen i Nürnberg. Første række fra venstre: Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop og Wilhelm Keitel. Anden række fra venstre: Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel.

Göring og Nürnbergprocessen
Af .

Efter Hitlers selvmord blev Göring sat på fri fod. Men den 7. maj 1945 overgav han sig til amerikanske tropper i Kitzbühel, Østrig. Som den højest rangerende af de tilfangetagne naziledere kom han til at spille en hovedrolle under Nürnbergprocessen.

Under retssagen benægtede Hermann Göring sin nøglerolle i jødeforfølgelsen og kendskabet til forholdene i koncentrationslejrene. Men i oktober 1946 blev han kendt skyldig i sammensværgelse imod verdensfreden, forberedelse og gennemførelse af angrebskrig, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Han blev dømt til døden ved hængning.

Han valgte dog at unddrage sig dommens fuldbyrdelse ved at begå selvmord i sin celle med indsmuglet cyanid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Ib Kastrup Sørensen

Hvorfor står der ikke noget om Herman Görings ophold i Danmark i perioden efter 1. verdenskrig?
Jeg er er specielt interesseret i hans forhold til Hugo Rothenborg.
Og hvad lavede han i Sverige i denne periode?
Har læst bogen af Bent Blüdnikov: "Som om de slet ikke eksisterede". Det virker som om oplevelser fra perioden i Danmark og Sverige kommer til at påvirke hans beslutninger langt senere?

svarede Therkel Stræde

Kære Ib Kastrup Sørensen,
Artiklen om Herman Göring står i kø til at blive underkastet en større revision. Den blev skrevet til papirudgaven af Den Store Danske Encyklopædi, og der var meget snævre grænser for, hvad artiklerne måtte fylde dér. Ift. Görings samlede meriter og enorme synderegister er hans flygtige forbindelse til Danmark naturligvis en detalje; men det giver mening at få den nævnt, nu der ikke er samme begrænsning på omfanget mere. Det vil ske, når artiklen bliver revideret.
Med venlig hilsen
Therkel Stræde (fagansvarlig)

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig