Faktaboks

Karl Dönitz
Født
16. september 1891, Grünau (i dag Berlin)
Død
22. december 1980, Aumühle, Tyskland

Karl Dönitz. Rigspræsidenten er her fotograferet, kort tid efter at han og den tyske regering den 23. maj 1945 i Mürwik ved Flensborg var blevet anholdt af englænderne. Dönitz bærer storadmiralsuniformen; bag ham følger rustningsminister Albert Speer (th.) og generaloberst Alfred Jodl.

.

Karl Dönitz.

.

Karl Dönitz var en tysk storadmiral, der som øverstkommanderende for marinen var ansvarlig for Tysklands ubådsflåde under 2. Verdenskrig. I slutningen af krigen afløste han i få dage Hitler som statsleder.

Karl Dönitz blev i 1918 ubådskaptajn og stod efter nazisternes magtovertagelse i 1933 i spidsen for opbygningen af det tyske ubådsvåben, som han blev øverstkommanderende for i 1936.

Hans strategi under 2. Verdenskrig med at sætte grupper af ubåde ind imod handelsskibe og konvojer forårsagede store tab på allieret side i Slaget om Atlanterhavet, men i 1943 vendte udviklingen sig til de allieredes fordel ikke mindst pga. nye, effektive sporingssystemer (sonar og radar) og bedre antiubådsvåben. Dönitz efterfulgte i 1943 Erich Raeder som storadmiral og øverstkommanderende for marinen.

Kort før sin død udpegede Hitler ham til sin efterfølger. Den 2. maj 1945 dannede Dönitz en regering med hovedsæde i Flensborg, og før Tysklands endelige kapitulation fem dage senere søgte han ved delkapitulationer over for vestmagterne at redde tyske soldater og flygtninge fra Den Røde Hær.

Dönitz blev arresteret den 23. maj sammen med regeringen, og ved Nürnbergprocessen i 1946 idømtes han ti års fængsel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig