Adolf 4., ca. 1205-8.7.1261, greve af Holsten 1225-39. Adolf 4. genvandt faderen Adolf 3.s land efter Valdemar 2. Sejrs tilfangetagelse 1223. Han sejrede i slaget ved Bornhøved og udsonedes derefter med den danske konge, hvis søn Abel blev gift med hans datter Mechtilde. Efter et korstog mod Livland 1239 gav han afkald på grevemagten og trak sig tilbage til klosterlivet.