Holsten

Holsten, tysk Holstein, 1111-1474 grevskab og derefter hertugdømme i Nordtyskland mellem Ejderen og Elben, nu den sydligste del af den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Omkring år 800 hørte Holsten til Sachsen, der på den tid blev erobret af Karl den Store. Området, som kaldtes Nordalbingen, blev fra 843 styret af de saksiske hertuger indtil oprettelsen i 1111 af grevskabet Holsten under Adolf 1. af Schauenburg. Wagrien blev erobret og lagt til Holsten i 1130'erne. Schauenburgerne støttede de slesvigske hertuger mod Danmark, men måtte 1203-27 midlertidigt afstå Holsten til Valdemar 2. Sejr; i 1300-t. pantsatte Christoffer 2. store dele af Danmark til de holstenske grever.

Holsten, som i 1474 blev ophøjet til hertugdømme, og Slesvig blev i 1490 splittet op mellem de oldenborgske kongesønner og i 1544 delt i en gottorpsk del, en kongelig dansk del samt et område regeret i fællesskab. Gottorperne allierede sig med Sverige, men måtte i 1720 efter Den Store Nordiske Krig afgive deres slesvigske besiddelser til Danmark. Det gottorpske spørgsmål løstes imidlertid først, da Danmark ved Mageskiftet i 1773 overtog de gottorpske dele af Holsten og fik anerkendt retten til Slesvig mod afståelse af Oldenburg-Delmenhorst til gottorperne. Herefter var hele Holsten under den oldenborgske kongelige linje, og da Det Tysk-romerske Rige opløstes i 1806, blev hertugdømmet inkorporeret i det danske monarki. I 1815 måtte Frederik 6. dog som hertug af Holsten tiltræde Det Tyske Forbund.

Ved det danske nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864 (se de slesvigske krige) gik Holsten tabt. Hertugdømmet var under østrigsk administration indtil Preussens sejr over Østrig i 1866, hvorefter det blev en del af den preussiske provins Slesvig-Holsten. I 1946 oprettedes delstaten Slesvig-Holsten, som i 1949 indgik i Den Tyske Forbundsrepublik.