Preussen. I juni 1807 mødtes Napoleon og Aleksander 1. af Rusland på en flåde i Memelfloden for at slutte fred og forbund efter krigen 1806-07. Den efterfølgende fredsslutning, Freden i Tilsit, gik især ud over Preussen, som havde været Ruslands allierede mod Napoleon. Det lykkedes ganske vist for den russiske kejser at redde Preussens eksistens, men preusserne mistede alle territorier vest for Elben samt de områder, de havde erhvervet ved Polens anden og tredje deling. Udateret kobberstik af François-Louis Couche (1782-1849) efter forlæg af Jacques Swebach (1769-1823).

.

Frederik 2. den Store. Rytterstatue i bronze, udført af C.D. Rauch og rejst i 1851 på Unter den Linden i Berlin. Statuen blev bestilt af Frederik Vilhelm 3., og grundstenen lagt i 1840 på 100-års-dagen for Frederik den Stores tronbestigelse. Efter 2. Verdenskrig blev den med sin placering i Østberlin et problem for de kommunistiske myndigheder, der så den som et feudalistisk symbol. Statuen flyttedes derfor i 1950 til en afsides krog i Sanssoucis slotspark i Potsdam. Med DDR-styrets ændrede syn på tysk historie blev den imidlertid i 1980 genopstillet omtrent på sin gamle plads.

.

Berlin. Napoleon drager i triumf gennem Brandenburger Tor den 27. oktober 1806 efter Slaget ved Auerstedt og Jena; maleri af Charles Meynier, 1807; Musée de Versailles. I dette slag knuste de franske tropper en forenet saksisk-preussisk hær, og henved 250.000 soldater deltog. Få uger senere var Preussen overvundet og reduceredes ved den efterfølgende fredsslutning i Tilsit i juli 1807 til halvdelen af sit territorium. Kunstneren har pyntet på det berlinske efterårsvejr, for at den sejrrige feltherre kunne fremstå i passende glans.

.

Otto von Bismarck. Dette officielle portrætfoto af kansleren er taget omkring 1865, kort tid efter at han som preussisk ministerpræsident havde gennemført den omstridte hærreform. Bismarck bærer den karakteristiske preussiske pikkelhue.

.

Paul von Hindenburg flankeret af den daværende preussiske ministerpræsident, Hermann Göring (th.), og rigskansler Adolf Hitler under en mindehøjtidelighed 27.8.1933 ved Tannenbergmonumentet, der blev opført i 1927 til minde om Hindenburgs sejr over russerne i 1914; da han døde den 2.8.1934, blev han gravsat samme sted. Hindenburg efterfulgtes af Hitler, og nazisternes magterobring var dermed fuldendt.

.

Preussen, Prøjsen, latin Borussia, tidligere hertugdømme og kongerige i nuværende Tyskland, Polen, Litauen, Rusland (dvs. Kaliningrad hvor Preussens daværende hovedstad Köningsberg lå) og Hviderusland.

Navnet Preussen stammer fra den baltiske folkestamme preusserne, der i middelalderen beboede området mellem floden Wisła (tysk Weichsel) i Polen og floden Nemunas (tysk Memel) i Litauen og Hviderusland.

Preussen opstod som hertugdømme i 1525 ved en overenskomst mellem den polske kong Sigismund 1. Stary og Den Tyske Ordens højmester, der derved blev hertug i en protestantisk stat under polsk lenshøjhed.

1618 kom hertugdømmet i personalunion med det hohenzollerske kurfyrstendømme Brandenburg, der i 1660 fik fuld suverænitet over Preussen (se også Hohenzollern).

På grundlag af den enevældige stat, som Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg havde opbygget efter Trediveårskrigen, blev kurfyrstendømmet Brandenburg i 1701 af den tysk-romerske kejser ophøjet til kongedømme og tog navn efter hertugdømmet Preussen.

Herved blev kurfyrste Frederik 3. den første konge af Preussen som Frederik 1.

Under hans søn Frederik Vilhelm 1., der regerede 1713-40, skabtes grundlaget for Preussens senere position som europæisk stormagt. Ved at opbygge en omfattende finansforvaltning, der primært tjente til at forøge hærens styrke, ved at binde den preussiske landadel til tjeneste som officerer i den stående preussiske hær og ved at føre en stram merkantilistisk økonomisk politik skabte Frederik Vilhelm 1. grundlaget for militariseringen af stat og samfund i Preussen. Hæren forøgedes under ham fra 40.000 til 80.000 mand.

Under sønnen Frederik 2. den Store blev Preussen en europæisk stormagt ved at erobre Schlesien fra Østrig i de schlesiske krige i 1740'erne og ved at fastholde denne position under Syvårskrigen 1756-63, hvor Preussen i alliance med Storbritannien kæmpede mod de øvrige kontinentale stormagter, Frankrig, Østrig og Rusland.

Hertil kom, at Preussen erhvervede Vestpreussen ved Polens første deling i 1772, bl.a. Posen og Danzig ved Polens anden deling i 1793 og yderligere store områder, bl.a. Warszawa, ved Polens tredje deling i 1795.

Indenrigspolitisk gennemførte Frederik den Store reformer i den oplyste enevældes ånd med fortsat merkantilistisk politik og landindvinding langs Oder, men også ved retslige reformer, der i slutningen af 1700-t. gjorde Preussen til en egentlig retsstat med tale- og trosfrihed, med adskillelse af justitsvæsen og forvaltning og med en ikke længere enevældig monark, men en "statens første tjener". Hertil kom, at de oplyste herskere i 1700-t. fortsatte den brandenburg-preussiske tradition med at åbne grænserne for driftige religiøse flygtninge fra det øvrige Europa.

Under Napoleonskrigene kunne Preussen i første omgang udvide sit territorium ved den franskdikterede rationalisering af det tyske territoriale kludetæppe, dvs. fra 1803 til nedlæggelsen af Det Tysk-romerske Rige i 1806, hvor flere gejstlige områder og førhen frie byer tilfaldt Preussen.

I næste omgang efter det totale nederlag til Napoleon ved Jena og Auerstedt i 1806 måtte Preussen ved Freden i Tilsit i 1807 dog afstå halvdelen af alle sine territorier, bl.a. alle områder vest for Elben.

Ved Wienerkongressen i 1814-15 generhvervede Preussen sin stormagtsstatus og kunne hertil føje territoriale gevinster, der bl.a. omfattede de senere vigtige industriområder i Westfalen og Rhinlandet.

Napoleons ydmygelse af den preussiske stat var en del af baggrunden for de stein-hardenbergske reformer, der 1807-15 med bl.a. landboreformer, erhvervsfrihed, værnepligtshær, selvstyreordning for byerne, ny skolelovgivning og jødeemancipation skabte en tiltrængt fornyelse af stat og samfund i Preussen.

I 1815 indgik Preussen i det løse statsforbund Det Tyske Forbund, der var præget både af stormagternes reaktionære Hellige Alliance, som var vendt mod revolutionære opstande i hele Europa, og frem til 1866 også i stigende grad af modsætningen mellem de to største tyske stater, Preussen og Østrig.

Preussens ledende rolle på det økonomiske felt blev tydelig i 1834 med etableringen af det økonomisk liberalistisk inspirerede Tyske Toldforbund (se Zollverein) under preussisk ledelse og med udelukkelse af Østrig, foruden ved at centrale industrielle regioner, fx Ruhr og Øvreschlesien, i 1850'erne lå inden for det preussiske statsområde.

Politisk optrådte Preussen ikke liberalt, men undertrykte i Den Hellige Alliances ånd både tysk-nationale og liberale bevægelser. Det manifesterede sig under revolutionen i 1848, da den preussiske konge, Frederik Vilhelm 4., efter først under indtryk af barrikadekampene i Berlin at have indsat et liberalt ministerium senere opløste Nationalforsamlingen og i 1850 gennemførte en mere konservativ forfatning, der bl.a. omfattede den ulige, tredelte valgret til det preussiske andetkammer.

Trods en mere moderat konservativ politik fra regeringens side i "den ny æra" fra 1858 mundede den politiske strid om en ny hærreform i 1862 ud i en forfatningskonflikt mellem den af Otto von Bismarck ledede preussiske regering og det liberale flertal i det preussiske andetkammer, hvor regeringen vedtog finanslove uden om forfatningen og parlamentet.

Modsætningen mellem Preussen og Østrig kom især til udtryk i striden om en kommende tysk nationalstats såkaldte lilletyske eller stortyske udformning. Striden fandt sin afgørelse med Preussens sejr over Østrig i Den Preussisk-østrigske Krig i 1866, der bl.a. blev udløst af uenighed om den fælles forvaltning af Slesvig-Holsten.

Herefter var vejen banet for en lilletysk-preussisk samling af den tyske nation, som fandt en foreløbig løsning i Det Nordtyske Forbund 1866-71 og sin endelige efter Den Fransk-tyske Krig 1870-71, hvor også de sydtyske stater tilsluttede sig den preussisk dominerede tyske nationalstat, Det Tyske Kejserrige, 1871-1918.

Efter 1871 gik den preussiske historie op i den tyske, men den preussiske delstat udøvede en slags hegemoni inden for den nye nationalstat, idet kongen af Preussen blev tysk kejser som Vilhelm 1. og samtidig øverstkommanderende for den tyske hær. Dertil kom personsammenfald mellem den tyske rigskansler og den preussiske ministerpræsident/udenrigsminister, samt at den nye nationale hær var domineret af preussiske hærstyrker og det preussiske officerskorps.

Efter 1. Verdenskrig var Preussen fortsat det største tyske Land og indgik som en parlamentarisk-demokratisk fristat i Weimarrepublikken 1919-33 med en relativt stabil regering, der bortset fra korte afbrydelser blev ledet af socialdemokraten Otto Braun som preussisk ministerpræsident, indtil rigskansler Franz von Papen ved det såkaldte Preussenkup i 1932 afsatte den preussiske regering og blev indsat som rigskommissær af rigspræsident Paul von Hindenburg.

Under nationalsocialismen blev den preussiske selvstændighed fuldstændigt afskaffet, Landdagen opløst, og de preussiske ministerier underlagt rigsministerierne.

Efter 2. Verdenskrig blev Preussen delt op i fire besættelseszoner, indtil den preussiske stat 25.2.1947 blev opløst af Det Allierede Kontrolråd ud fra en opfattelse af, at den preussiske stat og militarisme var det egentlige arnested for to verdenskrige og nazismen.

Fortolkningen af den preussiske historie har dels omfattet 1800-t.s opfattelse af, at den preussiske stormagt og den preussiskdominerede nationalstat var det naturlige slutpunkt i en lang national kontinuitet, dels en i 1900-t. udbredt opfattelse af, at den preussiske stat, militarisme og elite var et centralt led i en negativ og ikke-demokratisk tysk Sonderweg ('særvej'), der endte i nationalsocialismen.

En tredje fortolkning har bestået i en påpegning af både positive og negative tendenser, hvor militarismen sættes i forhold til indslag af retsstatslighed og tolerance og Weimarrepublikkens demokrati, den anden side af Preussens historie.

Kommentarer (1)

skrev Anna Maria Lassen

Jeg har netop indsendt et ændringsforslag vedr. hvilke nuværende lande, der i en periode har været underlagt Preussen. Her nævner jeg, at Rusland mangler i listen, eftersom Königsberg var Preussens hovedstad, der jo ligger i Kaliningrad, som er en del af det nuværende Rusland.

Dog glemte jeg at nævne, at Danmark, Tjekkoslovakiet og Belgien også var dele af Preussen, så det bør også fremgå i den pågældende liste.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig