Mauthausen, østrigsk by ved Donau over for bifloden Enns 15 km sydøst for Linz; 4972 indb. (2012). Byen er kendt som toldsted for flodfragt siden 1189. Ved Mauthausen er der fundet ca. 600 bronzeringe fra forhistorisk tid.

Koncentrationslejren Mauthausen

oprettedes i 1938 og blev året efter stamlejr med mere end 60 filiallejre i hele Østrig, bl.a. Gusen og Melk. Mauthausen tilhørte kz-systemets strengeste kategori, og her indespærredes antinazister fra mange lande samt jøder og sovjetiske krigsfanger. Opsætsige fanger fra andre lejre blev ofte sendt til Mauthausen for at blive afstraffet eller myrdet. Sult, sygdom, mishandling, hårdt stenbrudsarbejde og drab kostede knap 120.000 fanger livet. Efter befrielsen den 5. maj 1945 idømtes 58 vagter fra Mauthausen dødsstraf.

Se også koncentrationslejr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig