• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henri Dunant

Oprindelig forfatter JPo Seneste forfatter Redaktionen

Henry Dunant kendte selv til krigens rædsler. Under Den Fransk-østrigske Krig 1859 organiserede han en førstehjælpstjeneste for franske og østrigske sårede, og hans idé om derefter at oprette neutrale sanitetskorps i alle lande fik hurtigt stor international tilslutning. Røde Kors kom første gang i virksomhed allerede samme år, som den første Genèvekonvention blev underskrevet, nemlig under krigen i 1864.

Henri Dunant, Jean-Henri Dunant, Henry Dunant, 8.5.1828-30.10.1910, schweizisk forretningsmand og velgører, grundlægger af Røde Kors. Efter i 1859 at have overværet det blodige slag ved Solferino i Italien skrev Dunant bogen Un souvenir de Solférino (1862, da. Erindringer fra Solferino, 1936), hvori han foreslog dannelsen af neutrale korps i alle lande til hjælp for sårede soldater. I 1863 grundlagdes Den Internationale Røde Kors Komité, og i 1864 blev den første Genèvekonvention underskrevet, der giver sanitetspersonale, som bærer Røde Kors-mærket, beskyttelse i krigszoner. Herefter oprettedes hurtigt mange nationale Røde Kors-selskaber, fx Dansk Røde Kors, og Dunant opnåede stor berømmelse. Hans humanitære engagement var imidlertid medvirkende til, at han i 1867 gik fallit. Dunant trak sig herefter tilbage og levede i mange år i ubemærkethed, indtil en journalist i 1895 fandt ham på et alderdomshjem. Han kom igen til ære og værdighed og var i 1901 sammen med den franske pacifist Frédéric Passy den første, der fik Nobels Fredspris.