Sankt Gotthard, (ital. San Gottardo), bjergmassiv i kantonerne Uri og Tessin i det centrale Schweiz. Det er et af Europas vigtigste vandskel mellem Nordsøen og Middelhavet og tillige kildeområde for mange store floder, bl.a. Rhinen, Reuss, Aare, Rhône og Ticino. Bjergmassivet består af granit og gnejs og har mange toppe over 3000 m med Pizzo Rotondo på 3192 m som den højeste.

Sankt Gotthard-massivet var længe en forhindring for den korteste nord-syd-gående passage over Alperne. Allerede i 1200-t. førte en sti over pashøjden på 2091 m, men først 1819-30 blev en egentlig vej anlagt. Bygningen af Sankt Gotthard-banen (1874-82) omfattede en 15 km lang jernbanetunnel mellem Ariolo og Göschenen. Tunnelen fører under bjergmassivet i 1154 m højde. I 1980 færdiggjordes den 16,9 km lange Gotthard-vejtunnel. Pga. tunnelen kan biltrafikken passere Alperne året rundt uafhængigt af vejrforholdene.

En ny jernbanetunnel, den 56,9 km lange Alp Transit-forbindelse, forventes færdig i 2017.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig