Schweiz - geografi

Schweiz opdeles landskabsmæssigt i tre regioner: Jurabjergene mod NV med 10% af arealet og ca. 15% af befolkningen, Mittelland eller Det Schweiziske Bakkeland nord for Alperne mellem Genèvesøen og Bodensøen med 30% af arealet og ca. 65% af befolkningen og endelig alpeområdet, som omfatter det sydøstlige Schweiz.

Jurabjergene består hovedsagelig af kalkbjergarter, der er foldet op fra SØ under Alpernes dannelse. Mod NV ved grænsen til Frankrig er området svagest foldet og kraftigt eroderet til en jævnt bølget landoverflade (Plateaujura). SV herfor er området stærkere foldet i tydeligt langstrakte buer på op til 300 km længde (Kettenjura). Mellem buerne løber parallelle dalstrøg, som forbindes af korte, snævre tværdale. Længst mod nord er området ikke foldet. Langs forkastningszoner er overfladen hhv. hævet og sænket i større eller mindre blokke (Tafeljura). De højeste punkter i De Schweiziske Jurabjerge er Mont Tendre (1679 m) og La Dole (1677 m).

Mittelland ligger i 200-700 m højde og hæver sig jævnt fra Jurabjergene til foden af Alperne. Regionen, der geologisk udgør Den Schweiziske Højslette, opbygges af sentertiære, bløde, grønlige sandsten og ledsagende mergler samt konglomerater, molasse, som består af nedbrydningsprodukter fra de voksende Alper. Disse aflejringer er stedvis dækket af moræne- og flodaflejringer. Jordbunden er de fleste steder frugtbar, og regionen er Schweiz' vigtigste landbrugsområde.

Landets tredje region omfatter ca. 20% af Alperne. Rhônes og Rhinens (Vorderrheins) længdedale deler bjergområdet i en nordlig og sydlig del, og Reuss' og Ticinos tværdale i en østlig og vestlig del. Nordalperne består af Berneralperne mod NV med Finsteraarhorn (4274 m) og Glarneralperne mod NØ, Sydalperne af Valaisalperne (Penninske Alper) mod SV med Matterhorn (4478 m) og Leponteralperne og Rätiske Alper mod syd og SØ. Den gennemsnitlige højde for De Schweiziske Alper er ca. 1700 m, men omkring 100 toppe når op omkring 4-km-niveauet. Dufourspitze i Monte Rosa-massivet er med sine 4634 m det højeste punkt i Schweiz. Mange alpetoppe er dækket af evig sne og gletsjere, bl.a. den 117 km² store og 23,6 km lange Aletschgletsjer.

Schweiz ligger i det fugtige, koldt tempererede klimabælte, men der er, især pga. bjergene, store regionale forskelle: Juraområdet og alpenordsiden er under indflydelse af fugtige, relativt varme vinde fra vest og NV, som giver rigelig nedbør (1500-2000 mm i Jura, op til 1500 mm i Alperne). Det centrale og østlige Mittelland ligger delvis i regnlæ af Jurabjergene, og nedbørsmængden er her lavere (fx Genève 900 mm, Zürich 1100 mm). På Alpernes sydside er klimaet middelhavsagtigt, men fugtigt. De sydfra kommende luftmasser afgiver ved passage af bjergene nedbør her. På nordsiden er luftmassen tør og varm, og den ofte kraftige vind (føn) kan give anledning til stormskader, pludselig snesmeltning og laviner. Trægrænsen ligger i 1700-2300 m højde.

Schweiz har 7,3 mio. indbyggere, og den årlige befolkningstilvækst er 0,6%. Befolkningen er meget ujævnt fordelt i det bjergrige land: Det nordlige lavland, Mittellandregionen, er tættest befolket, mens der i alpeområdet i syd er meget tyndt befolket, kun 30 indb./km². Over 60% bor i byer med mere end 10.000 indbyggere, men selv de største byer har en relativt beskeden størrelse: Zürich 376.000 indb., Basel 170.600, Genève 192.400 og hovedstaden Bern 125.700 (2011). Over 20% af befolkningen er af fremmed herkomst, hovedsageligt gæstearbejdere fra Spanien, Italien og Frankrig. Problemer i forbindelse hermed har ført til stramninger af reglerne for opnåelse af schweizisk statsborgerskab.

Inden for forsikrings- og bankvæsen er Schweiz internationalt førende, ligesom landet er hjemsted for flere store handelsselskaber. Turisme har siden slutningen af 1800-t. været en af landets vigtigste indtægtskilder; i alt ca. 300.000 arbejdspladser har direkte eller indirekte med turisterhvervet at gøre. Det er især i bjergene og deres randområder, at turismen spiller en dominerende rolle. Her har erhvervet suppleret eller helt erstattet de oprindelige erhverv, landbrug og skovbrug.

Sammenlignet med de øvrige erhverv er landbrug af mindre betydning. Landejendommene er små; kun ca. 30% er større end 10 ha. Kun 3,7% af befolkningen arbejder i landbruget. Bjergområderne er vanskelige at udnytte rationelt. De klimatiske forhold begunstiger især græsproduktion, hvorfor kvægavl er Schweiz' betydeligste landbrugsform, og mælk det vigtigste landbrugsprodukt. Tidligere tiders sæterdrift opretholdes kun få steder, mest af hensyn til turisterne. Forskellige ostetyper og chokolade er ligeledes væsentlige eksportvarer. Især i Mittellandregionen er landbrugsafgrøderne mere varierede, og foruden græs dyrkes hvede, byg, havre, sukkerroer og kartofler. Vindyrkning er i milde og solrige områder udbredt, fx i kantonen Valais og ved bredderne af Genèvesøen og Neuenburger See samt i Rhindalen. Til trods for de barske dyrkningsbetingelser er Schweiz i stand til at dække over halvdelen af sit levnedsmiddelbehov ved egen produktion. Dette skyldes ikke mindst en kraftig subsidiering af landbrugserhvervet fra statens side.

Industri. Trods ringe areal, udtalt mangel på råstoffer og derfor stor afhængighed af importerede råvarer og halvfabrikata er industriproduktionen forholdsvis stor. Industrien beskæftiger ca. 30% af den erhvervsaktive befolkning og bidrager med ca. 35% til BNP. Industriprodukter udgør næsten ⁴/₅ af Schweiz' samlede eksportværdi. Landet har mange, små virksomheder, og kun få har mere end 500 ansatte. Ingen egentlig sværindustri eller store industriagglomerationer har slået sig ned her, men flere schweiziske kemiske og farmaceutiske koncerner har global betydning. Industricentre er Basel (kemisk og farmaceutisk industri), Sankt Gallen (tekstilindustri), Zürich, Schaffhausen og Winterthur (metal- og rustningsindustri) samt La-Chaux-de-Fonds (urfremstilling). Vigtige industrivarer er derudover anden finmekanik, grafiske produkter samt nærings- og nydelsesmidler. Schweiziske industriprodukter konkurrerer på kvaliteten, idet et højt lønniveau, knaphed på råstoffer og store transportudgifter medfører store omkostninger. Nogle produkter er berømte for deres kvalitet og pålidelighed, som kan forklares ved en kombination af teknisk knowhow, iværksætterånd, et stabilt arbejdsmarked, store investeringer og forretningstalent. Den schweiziske urindustri er et godt eksempel på en produktion, der bygger på kvalitet, og som i tidens løb har kunnet tilpasses en meget svingende efterspørgsel. Efter en nedgangsperiode i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne har industrien genvundet sit tidligere marked. Uddannelsesniveauet er meget højt, og Schweiz bruger flere penge pr. indbygger til forskning og udvikling end andre lande.

Schweiz er afhængig af import af energi. En undtagelse er elektricitet, som for 60% vedkommende kommer fra landets mange vandkraftanlæg og resten fra landets fem kernekraftværker. En del elektricitet anvendes til fremstilling af aluminium, en del eksporteres til nabolandene.

Det bjergrige landskab stiller store krav til infrastrukturen, og konstruktion og vedligeholdelse af trafikforbindelserne er kostbar. Flere end 30 pasveje i over 1000 m højde leder trafikken over Alperne i Schweiz. Seks jernbanetunneler fører gennem bjergene, bl.a. den ca. 20 km lange Simplontunnel mellem Schweiz og Italien. Den 19,1 km lange Vereina-jernbanetunnel, som forbinder byen Klosters med Engadindalen i Graubünden i det østlige Schweiz blev indviet i 1999. Tre vejtunneler, Store Sankt Bernhard, San Bernardino og Sankt Gotthard, leder biltrafikken gennem Alperne; sidstnævnte er med sine 16 km verdens næstlængste vejtunnel. For at mindske ulemperne ved transittrafikken gennem Schweiz har regeringen gennemført restriktioner, som betyder, at tunge lastvognstog skal transporteres via jernbane.

Læs mere om Schweiz.