Tyskland. Erfurt. Dom og Sankt Severi Kirche.

.

Erfurt, hovedstad i den tyske delstat Thüringen 100 km sydvest for Leipzig; 205.000 indb. (2010). Byen, der ligger i den sydlige del af den frugtbare slette nord for Thüringer Wald, har mangesidig finindustri med fremstilling af bl.a. elektronik, kontormaskiner og optiske produkter.

Universitetet blev grundlagt i 1379. Bykernen er domineret af domkirkehøjen med de to store middelalderkirker.

Domkirken, der blev påbegyndt i 1154 og har gotisk kor (1349-72) med bl.a. glasmalerier (1370-1420) og korstole fra 1300-t., og Sankt Severikirken (ca. 1280-1400) med Severisarkofagen fra ca. 1365.

Den bebyggede bro over floden Gera, Krämerbrücke, har over 30 bindingsværkshuse, og den gamle hovedgade, Anger, med huse og kirker fra 1300-1400-t. er genopbygget efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser. I Erfurt har den internationale haveudstilling IGA været afholdt siden 1838.

Historie

Erfurt var en vigtig handelsplads og fra 742 bispesæde, som allerede i 755 blev forenet med ærkebispedømmet Mainz.

I senmiddelalderen havde Erfurt som en af Tysklands betydeligste handelsbyer en relativt fri status, som næsten svarede til de frie rigsstæders, men den blev efter Trediveårskrigen i 1600-t. direkte underlagt kurfyrsterne af Mainz. Med omlægningen af de store øst-vest handelsruter i slutningen af 1400-tallet havde Erfurt som de andre store thüringske byer afsluttet sin storhedstid, dog uden at svinde ind til betydningsløshed. Erfurt forblev at være Thüringens største og vigtigste by, som i Nazi-Tyskland spillede en væsentlig rolle, fordi Thüringen var den første delstat, hvor nazisterne kom til magten.

Erfurt var 1802-1945 en del af den preussiske provins Sachsen og 1952-90 hovedby i Bezirk Erfurt i DDR.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig