Husum er en by på vestkysten af den tyske delstat Slesvig-Holsten, 40 km syd for den dansk-tyske grænse. Byen har 22.100 indbyggere (2010). Husum, der er Nordfrislands forvaltningsby, har skibsværft, kemisk industri samt maskin- og fiskeindustri.

Faktaboks

Etymologi
Husum er kendt fra ca. 1400 som Huzem 'ved husene'.

På Husums torv findes Marktkirche (Mariekirken), bygget 1829-33 af C.F. Hansen. Desuden rummer byen Ostenfeldhuset, som er en gård i holstensk byggestil, Theodor-Storm-Haus, hjemstavnsmuseet Nissen Haus samt Husum danske Kirke, indviet 1991, tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen.

Husum Slot

er et trefløjet renæssanceslot ved Husum, opført 1577-82 af hertug Adolf af Gottorp. Slottet blev udbygget 1602-84 under hertuginderne Augusta og Maria Elisabeth og udsmykket med bl.a. Henni Heidtriders berømte alabastkaminer (1612-15) og en omfattende fyrsteportrætsamling. Det blev ombygget 1751-52 i barok, mens sidebygningerne frasolgtes. Husum Slot var centrum for forvaltningen i Husum Amt 1752-1971. Omfattende restaurering blev foretaget 1976-89.

Historie

Husum nævnes i 1252 og havde sin første blomstringstid i 1500-t., da den tjente som eksporthavn for halvøen Ejdersteds jordejere; dens betydning blev understreget med opførelsen af Husum Slot. I begyndelsen af 1600-t. fik Husum egentlige byrettigheder, men den led stærkt under århundredets krige og konjunkturnedgang. Da Gottorpslægten i 1700-t. overlod herredømmet til Danmark, mistede byen betydning. Den oplevede dog ny fremgang pga. Danmarks forsøg på at få kontrol med transithandelen mellem Nord- og Østersøen, og den profiterede af kvægeksporten til Storbritannien indtil 2. Slesvigske Krig (1864) og den senere anlæggelse af havnen i Esbjerg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig