Merseburg, tysk by ved floden Saale 15 km syd for Halle i delstaten Sachsen-Anhalt; 35.400 indb. (2010). Merseburg ligger i et område med mange brunkulbaserede industrivirksomheder og har haft alvorlige forureningsproblemer.

Byen har et trefløjet sengotisk slot, der fungerer som rådhus. Domkirken (påbegyndt 1015) er en treskibet basilika med fire tårne. I Domarkivet findes de såkaldte Merseburg-trylleformularer, Zaubersprüche, fra 900-t., det eneste førkristne dokument på oldhøjtysk (se tysk).

Merseburg hørte i den tidlige middelalder til de vigtigere tyske byer, og flere rigsdage blev afholdt her. Byen var bispesæde 968-1561, men handelen flyttede til Leipzig efter en brand i 1387.

Merseburgområdet var udsat for omfattende bombardementer under 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig