Joachim 2. Hektor, 13.1.1505-3.1.1571, kurfyrste af Brandenburg fra 1535; søn af Joachim 1. Nestor. Joachim gik i 1539 imod et løfte til sin far og gennemførte Reformationen, men han undlod at slutte sig til Det Schmalkaldiske Forbund og støttede kejser Karl 5., ved hvis hof han var opfostret. I 1568 sikrede Joachim sig af den polske konge del i forleningen med Preussen.