Maximilian 2. Josef, 1811-1864, konge af Bayern fra 1848, søn af Ludvig 1. Efter de revolutionære begivenheder, der i 1848 tvang hans far til at abdicere, skabte Maximilian ro gennem liberale reformer. Hans regeringsperiode prægedes af det tyske spørgsmål; han var modstander af et lilletysk rige domineret af Preussen og søgte uden held at skabe en tredeling, det såkaldte triasforbund, hvor en samling af mindre tyske stater skulle stå imellem Preussen og Østrig. Maximilian støttede kunst og kultur og var personlig ven med historikeren Leopold von Ranke.