Diktaturparagraffen

Diktaturparagraffen gav rigspræsidenten ekstraordinære magtbeføjelser. Anvendelsen krævede dog kontrasignatur fra rigskansleren. Artikel 48 gav rigspræsidenten mulighed for med væbnet magt at skride ind mod delstater, der ikke opfyldte deres forpligtelser. Og artiklen gjorde det muligt, hvis den offentlige sikkerhed og orden i landet reelt eller angiveligt var truet, at indføre nødretsstyre i form af nødforholdsregler for at genoprette den offentlige sikkerhed og orden, eventuelt med brug af væbnet magt, herunder midlertidigt at indskrænke eller ophæve de borgerlige rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed. den personlige frihed og boligens ukrænkelighed. Sådanne forholdsregler skulle omgående (unverzüglich) forelægges for Rigsdagen, der kunne ophæve dem.

Artikel 48 er blevet anvendt nogle gange under kriseårene i Weimarrepublikken første tid. Men diktaturparagraffen blev især grundlag for det såkaldte præsidialstyre under krisen i årene 1930 til 1933 og derpå for overdragelsen af særlige magtbeføjelser til Adolf Hitler i 1933. Regeringerne ledet af Heinrich Brüning og Franz von Papen regerede overvejende ved hjælp af nødforordninger med artikel 48. Også Hitler fik bemyndigelse til at bruge artikel 48. Skelsættende blev den såkaldte rigsdagsbrandforordning fra 28. februar 1933 (kaldet "Til beskyttelse af det tyske folk"), der var gældende frem til det nazistiske regimes undergang i maj 1945. Dermed blev de borgerlige rettigheder permanent sat ud af kraft og reelt ophævet, og der blev skabt en faktisk undtagelsestilstand, hvor tyskerne reelt blev retsløse og ikke længere var beskyttet mod regimets overgreb og undertrykkelse. Den dannede grundlag for forfølgelse af kommunister, socialdemokrater og jøder. Efter vedtagelsen af bemyndigelsesloven senere i marts 1933 kunne Hitler og hans regering regere og lovgive uden kontrol fra rigsdagen og havde dermed ikke længere brug for artikel 48.

• autoritære regimer
• Tysklands historie
• Weimarrepublikkens
• Weimarforfatningen