Krystalnatten. Brændende synagoge i Berlin.
Novemberpogromerne – kaldet 'Krystalnatten' – var et landsdækkende voldeligt angreb mod jøderne i Tyskland inklusive Østrig og Sudeterlandet. De fandt sted natten mellem den 9. og 10. november 1938 og indledte en drastisk radikalisering af den antijødiske politik, som det nazistiske regime i Tyskland havde ført siden magtovertagelsen i 1933.
Die Kristallnacht, eller Reichskristallnacht, Novemberpogromerne
Betegnelsen Krystalnatten stammer fra den nazistiske propaganda og henviser til de store mængder af glasskår fra smadrede butiksruder, der lå i natten og glimtede som krystaller. Begrebet skulle bagatellisere begivenhederne og dække over den udbredte, til dels ekstreme vold imod mennesker, der foregik natten mellem den 9. og 10. november og de følgende dage.
I forskningen er man i dag gået bort fra betegnelsen Krystalnatten og bruger i stedet den mere retvisende betegnelse Novemberpogromerne.
Under Novemberpogromerne blev jøder, jødisk ejendom og jødiske institutioner mål for systematisk vold, vandalisering og brandstiftelse. Gerningsmændene var i vid udstrækning medlemmer af det nazistiske parti NSDAP, dettes stormtropper (SA) og medlemmer af Hitlerjugend.
Propagandaminister Joseph Goebbels opildnede til angrebet, og chefen for det tyske sikkerhedspoliti Reinhard Heydrich udstak retningslinjerne for, hvordan pogromfolkene skulle gå frem. Af hensyn til den fortsatte jødeforfølgelse skulle politiet sikre sig de jødiske organisationers arkiver og kartoteker, inden man ødelagde deres bygninger.
Østrigs indlemmelse i Det tyske Rige den 13. marts 1938 (Anschluss) havde ført til en markant skærpelse af den antijødiske politik. Presset på jøderne for at afhænde deres ejendom til 'ariske' købere til spotpris og forlade landet var vokset enormt. Det samme var antallet af voldshandlinger imod jøder, begået af nazistiske aktivister. Med Novemberpogromerne blev volden skærpet yderligere og systematiseret, så den nåede ud i alle egne og byer af det tyske rige.
Den umiddelbare anledning til Novemberpogromerne var et attentat på en tysk ambassadefunktionær i Paris, forøvet af en ung polsk jøde. Den 7. november 1938 skød og sårede den 17-årige Herschel Grynszpan (1921-1942) ambassaderåd Ernst Eduard vom Rath (1909–1938).
Nogle dage forinden havde Tyskland udvist tusindvis af polske jøder. Fordi Polen ikke ville lade dem komme ind i landet, havnede de i en flygtningelejr i Zbaszyn på grænsen mellem de to lande, hvor forholdene var helt forfærdelige. Grynszpans motiv til attentatet var formentlig hævn, idet hans forældre, der havde boet og arbejdet i Berlin i mere end 25 år, var blandt de udviste.
Den 9. november 1938 døde vom Rath af sine sår. På den dag var Adolf Hitler og hele den nazistiske ledelse samlet til det årlige mindemøde for det fejlslagne statskupforsøg i 1923, kaldet Ølstuekuppet. Goebbels fik straks Hitlers godkendelse til, at der blev iværksat aktioner imod jøderne og disses forretninger og synagoger over hele det tyske rige.
SA, SS og nazistpartiets medlemmer gik i spidsen for aktionerne. Men de optrådte ofte i civilt tøj, for at det skulle se ud, som om pogromerne var spontane udslag af "folkets vrede" imod jøderne.
I løbet af natten blev et stort antal jødiske hjem og butikker hærget og plyndret. De fleste synagoger blev sat i brand, og brandvæsenet fik besked på at undlade slukning og kun sørge for, at ilden ikke bredte sig til 'ariske' ejendomme. Angrebene fandt sted i alle tyske byer og mange landsbyer og fortsatte de følgende dage.
Under Novemberpogromerne blev ca. 7500 forretninger ødelagt, mere end 250 synagoger sat i brand og mange jødiske begravelsespladser vandaliseret. Et stort antal jødiske hjem blev hærget og plyndret og beboerne ydmyget.
Selvom der siden Nürnberg-racelovene i 1935 herskede forbud mod enhver seksuel kontakt mellem jøder og 'ariere', blev et stort antal jødiske kvinder udsat for voldtægt.
I følge den nazistiske propaganda mistede 91 jøder livet under 'Krystalnatten'. Men forskningen har vist, at antallet af jøder, der blev dræbt, senere døde af deres kvæstelser eller begik selvmord for ikke at falde i pogromfolkenes hænder, formentlig oversteg 1000.
Op imod 30.000 jødiske mænd blev arresteret og ført til koncentrationslejre. Her blev de presset med udstrakt brug af tortur til at overgive alt, hvad de ejede, til den nazistiske stat og forlade Tyskland med deres familier.
Jøderne blev efterfølgende tvunget til at betale for de skader, de nazistiske aktivister havde påført dem. Som straf for attentatet blev de tyske jøder kollektivt pålagt at betale 1 milliard Reichsmark til staten (svarende til ca. 6 % af Tysklands samlede skatteindtægter i 1938).
Det var først og fremmest aktivister fra de nazistiske organisationer og politiet, der gennemførte Novemberpogromerne. Aktionerne tiltrak et stort publikum, men de fleste tyskere så passivt til. Efterretningsrapporter konkluderede senere, at mange var frastødt af volden og særligt kritiserede de materielle ødelæggelser. Jøderne var i årene forinden blevet udskilt mere og mere af samfundslivet og isoleret socialt, så eksempler på hjælp til de jødiske ofre var sjældne.
Mange jøder, som havde indstillet sig på at leve videre i Tyskland som andenrangsborgere og håbet på, at nazisterne på et tidspunkt ville have 'raset ud', besluttede sig efter Novemberpogromerne til at udvandre. Men de fleste kunne ikke længere finde et land, der ville tage imod dem, selvom flere lande – også Danmark – som reaktion på pogromerne lempede deres restriktive flygtningepolitik en smule. I begrænset omfang tilbød disse lande midlertidigt asyl til uledsagede jødiske børn og teenagere (Kindertransporte).
Novemberpogromerne var kulminationen på en periode af "vild" pogrom-antisemitisme. De viste, at flertallet i den tyske befolknings ikke var villigt til at gå så langt som partiets voldelige aktivister. Men de var heller ikke indstillet på at beskytte jøderne.
Den 12. november 1938 fandt en stor konference sted med repræsentanter for partiet, statsapparatet og erhvervslivet. Den var indkaldt af Hermann Göring, der som befuldmægtiget for '4-årsplanen' fungerede som Det tredje Riges økonomichef. Her blev der taget initiativ til en bølge af nye love og forordninger, der endegyldigt skulle fortrænge jøderne fra tysk erhvervs- og samfundsliv og gennemføre den fuldstændige 'arisering' af deres formueværdier.
Efter de voldelige pogromer fulgte således en ny bølge af institutionaliseret, bureaukratisk jødeforfølgelse. Disse gjorde endegyldigt Tysklands jøder til en forarmet og isoleret paria.
Mens nazistpartiet fortsatte sin antisemitiske propaganda, blev opgaven som koordinator for jødeforfølgelsen samlet hos sikkerhedspolitiet og dettes chef Reinhard Heydrich. Det betød en skærpelse af tvangsudvandringspolitikken, snart fulgt af deportationer af jøder til steder "østpå". I anden halvdel af 1941 fulgtes det af målet om systematisk og total fysisk udryddelse af jøderne i hele det tysk-beherskede Europa.
Udlandet – bl.a. USA's præsident Franklin D. Roosevelt – reagerede med indignation på Novemberpogromerne. Således var de med til af dreje den frie verdens lande fra appeasement-politikken over til den erkendelse, at væbnet kamp imod det nazistiske Tyskland kunne blive nødvendig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.